Brug for nye former i foreningslivet?


Desværre en lidt dårligt besøgt generalforsamling i “Samfundet”. Samme tendens gør sig vist gældende i mange andre foreninger om mange andre emner. Ifht. slægtsforskning står antallet af aktive slet ikke mål med antallet af personer, der er interesserede i genealogi som hobby eller aktivitet. Hvor er fx alle de yngre, der er blevet sporet ind på genealogien via nettet og hvor er alle underviserne, der bruger det til deres folkeskoleklasse og alle bibliotekarerne, der ser det som en aktivitet for såvel gamle som unge brugere på deres bibliotek. Når man fx snildt kan samle 30-50 personer til indtroduktionsforedrag om genealogi på et mindre bibliotek i provinsen, hvorfor har foreningerne så ikke en tilsvarende fremgang?

Svaret er måske, at foreningslivet har behov for at forny sig selv og sine former?  Hvis man kan gå direkte ud på nettet og få svar på sine spørgsmål, læse interessante artikler og diskutere med andre, behøver man så at melde sig i en forening og abonnere på et tidsskrift? Hvem vil i det hele taget bruge en dejlig og solrig fridag på oplæsning af formandsberetning og valg af revisorsuppleanter? Er det mon også et spørgsmål om generationspræferencer?