Wow – fed ny database fra Københavns Stadsarkiv!


OK – hvis man kan falde i svime over en arkivdatabase er det måske lidt nørdet. Men KSA´s nye STARBAS er virkelig en stjerne, når det gælder indgangen til de mange pensionisterindringer, som blev indsamlet i 1969.

Det er et rigtigt godt redskab, som arkivet her har udviklet, fordi adgangen er så detaljeret. Man kan søge på forskellige emner og fritekstsøge. Det prøvede jeg naturligvis og søgte i den særlige erindringsdel efter lidt lokalhistorie fra mit eget lokalområde. Var der mon noget om de berygtede Lersøbøller? Ja, bestemt. En hurtig søgning viste at Milton Rex Pedersen, som var karetmager og født i 1899 i sin 117 sider lange erindringer om perioden 1900-1915 havde skrevet om både Lersøbøllerne, Fælleddronningen og meget andet af samme type. Jeg får nummeret på erindringen, så jeg nemt kan bestille den frem hvis jeg tager ind på arkivet og får ovenikøbet at vide, at erindringen er “Meget velfortalt, med mange detaljer”. Et par andre hurtige søgninger, fx antallet af hits på ordet “jul” og stikordsmængden på “folkeliv” mere end antyder, at dette her er alletiders redskab for både kulturhistorikere og slægtsforskere. Godt gået KSA!