Släktforskardage i Halmstad


Den danske stand på messen i HalmstadMan bliver altid overrasket over den enorme interesse, der er for genealogi i Sverige. Det er virkelig ikke forkert at sige, at der er tale om en folkebevægelse!

De nyligt overståede Slægtsforskerdage i Halmstad blev besøgt af flere tusinde mennesker, og folk stod i kø uden for Halmstads Teater om morgenen for at komme ind. Og udstillerne var en overordentlig bred gruppe. Fra kunsthåndværkere, der laver håndmalede anetavler, over ugebladet “Hjemmet” (der lige havde haft en serie om genealogi) til et firma, som solgte særlige “Slægtsforsknings-PC”-er, hvortil der hørte en stak CD´er med hallandske kilder. (De gik som varmt wienerbrød – 25 stk. på en weekend)

Den tilhørende messe bragte flere nyheder. Ancestry har lanceret en site på svensk www.ancestry.se, og det forlød, at der til næste år også ville blive åbnet nye sites på hhv. norsk og dansk. Genline , som er hovedsponsor for arrangementet er i gang med at lægge sidste hånd på Nordens første sociale websites om genealogi og lokalhistorie. Navnene er hhv. familjeband.se og bygdeband.se – og her vil man kunne uploade gedcom, til forskel fra fx geni.com!