Hvor er idrætsmuseet?


Af uransagelige årsager har Danmark ikke et idrætsmuseum. Det kan jo måske undre, eftersom vi i årevis har haft en kulturminister, som er interesseret i sport. I Stockholm har de et Riksidrottsmuseum og finnerne  samt flere andre har også museer, der beskæftiger sig med idrættens kulturhistorie.

Hvorfor så ikke i Danmark? Det forstår de gode folk i Dansk Idrætshistorisk Forening heller ikke, og der arbejdes på sagen. At få idrætshistorien mere i focus var temaet for en konference, hvor arrangørerne havde været så venlige at invitere både mig og min gode kollega Lykke Pedersen fra Nationalmuseet til at holde oplæg. Lykke redegjorde bl.a. for museets indsamlingspolitik på området, og jeg prøvede at give ideer til, hvordan man kunne bruge 2.0-teknologier til at fremme idrætshistoriens synlighed.

Jeg véd ikke synderligt om idrætshistorie – men det blev en spændende dag, og jeg vil krydse fingre for at de gode folk kommer i mål (!) og får oprettet et sted. Måske ikke et traditionelt museum, men en slags “Sportarium”, hvor man kan prøve, være aktiv og bruge kroppen.

Der findes faktisk en række gode hjemmesider om idræt til leg, læring og om idrætshistorie: Gerlev Legepark, Idrætshistorisk Forening og Netværk for Folkelig Idrætshistorie.