Atter hjemme fra Östersund


Elgen

Koldt og klart i Östersund og masser af spændende indlæg. Og så blev spændingen udløst for i år, det blev Ebbe Vestergren fra museet i Kalmar, “Mr. Time Travel” som fik NCK´s årspris 2008. Et valg, som faktisk gjorde mig endnu mere stolt og glad over, at det var mig selv sidste år ;-) Selve konferencen var  – som sædvanligt – et af årets faglige højdepunkter.

Det mest vedkommende og perspektivrige indlæg (mit eget iberegnet) var for mig uden tvivl Henning fra Den Gamle By som fortalte om museets erindringsarrangementer for demente. Folk, der ellers kan være helt lukket om sig selv, den erindring og de sociale kompetencer de har glemt, kan og gør pludseligt noget, som de ikke gør til dagligt, når de kommer på museet. En kvinde, der ikke vil tale, begynder fx at synge. Enkle gøremål som at male kaffe eller pumpe vand bliver en nøgle, som i det mindst for et par timer kan åbne for ellers glemte erindringer og kompetencer. Når gæsterne forlader museet, er den bevidste erindring om oplevelserne glemt i samme øjeblik, de kører ud af porten. Men Henning fortalte, at personalet på plejecentrene kan berette, at beboere der har været på museumsudflugt, har mere liv og aktivitet end sædvanligt i et stykke tid efter. Et godt eksempel på, hvor vigtig den “personlige kulturarv” er.

Når alt andet er blevet uklart, kan duften af kaffetilsætning, håndteringen af komfur eller pumpe fra barndommen og den fysiske fornemmelse af fortidens rum stadigt være der og være en ressource. Det er et utroligt godt og vedkommende projekt, som Den Gamle By arbejder med. Flot og relevant.

Der er her et lille klip fra Ebbes iøvrigt flotte takketale – det skal pointeres, at klippet yder hverken talen eller ham selv retfærdighed…