Til åbning af Vikingecenter i Second Life


vikingecenter.jpg

Her i eftermiddag var jeg til min første reception i SL. Det foregik i WD Vikingecenter, som netop har slået dørene op for publikum. Stedet er lavet af en privatmand med interesse for perioden og for byggeri/scripting i SL. En virtuel reception er en sjov oplevelse. I dette tilfælde var der sat gratis animerede krus, horn og tallerkner frem således at gæsterne kunne tage én. Når man tager genstanden animeres ens avatar og laver drikkebevægelser eller putter kød i munden med en kniv. Mange går rundt uden at “tale med hinanden” via chatten, men bruger istedet voice eller “hvisker” med hinanden – evt. med flere ad gangen – via IM.

Stedet er lavet med stor sans for små detaljer – bla. en svalerede oppe under loftet på ét af husene.  Bålet, der ryger og knitrer, smedens hammerslag som genlyder over stedet.  Flere af husene er forsynede med tekster, der kan skiftes mellem dansk og engelsk, og som i ethvert museum/besøgscenter er der naturligvis en museumsbutik, hvor man kan købe souvenirs. Men ikke alt er vikingetid: Lidt uden for selve vikingeområdet ligger en bronzealderhøj og en sten med helleristninger. Nogle transparente lurblæsere optræder som “Ånder fra bronzealderen” og lader deres lur lyde i dette endnu ældre område, som derved tydeligt viser at stå “udenfor” vikingetiden periodemæssigt. Der er iøvrigt også plads til lidt humor – for handelsmanden sælger guldhorn ;-)

Jeg har ikke selv nået at granske stedet i detaljer – er heller ikke den rette periodekyndige til det – så hvis vikingetidsinteresserede falder over denne post og har besøgt centret er de naturligvis meget velkomne til at at kommentere omkring udseende og autencitet…. og på mulighederne for at opbygge og benytte tilsvarende steder læringsmæssigt. Hvis ikke slideshare havde været usamarbejdsvillig havde der været et slideshow fra begivenheden.

Det tegner rigtigt spændende, ikke mindst fordi de besøgende avatarer virkede meget interesserede, gik omkring og kommenterede, læste skilte og spurgte konstruktøren om forskellige genstandes autencitet og historie. Han forklarede og snakkede med flere, og én af gæsterne sammenlignede stedet med Lejre Forsøgscenter i RL.