Zap eller fordybelse?


Herligt at undervise en gang imellem! Idag har jeg i 3 timer haft fornøjelsen af en gruppe etnologi-studerende sammen med Signe Mellemgaard og min kollega Lykke Pedersen fra Nationalmuseet. Min opgave var at give en kort introduktion til digital formidling og 2.o, og jeg synes at det var spændende at vende disse ting med folk, der mildest talt er et stykke fra min egen aldersgruppe. De studerende kom med gode overvejelser og inputs. De fleste havde facebook-konti, men havde egentlig ikke overvejet at sociale medier kunne bruges formidlingsmæssigt, kun én havde fx en iGoogle og en avatar.

Jeg tror, at det er nødvendigt at tage de digitale former meget mere ind i undervisningen omkring formidling. Ikke mindst yngre forskere bør som noget helt naturligt have en blog og/eller konto på et par velvalgte steder og bruge dem aktivt for at synliggøre sin faglighed – og da forresten også sig selv. Vi fik startet på en spændende debat om “fordybelse” og “zapper-kultur” ikke mindst accentueret af overskiften på dagens Nyhedsavis, som hævder, at unge er digitale storforbrugere, som fx ser webtv, chatter og spiller on-line spil samtidigt. At skabe fordybelse i en zapper-verden er en udfordring, sagde én af de studerende. Helt rigtigt!

Men efterfølgende fik det mig til at tænke på, om fordybelse nødvendigvis altid er godt. I den akademiske verden er vi vant til altid at karakterisere fordybelsen som noget positivt og “zapperiet” som negativt og overfladisk.  Men det er er ikke hele sandheden – den zappende kan også ses som en digital multitasker og den, der fordyber sig som “ensporet” uden evne til at at skaffe sig tilstrækkelige kompetencer ifht. mainstreamkulturen. Målet bør vel være, at kunne begge dele, men hver til sin tid, fordi begge måder at orientere sig i et stof på rummer kvaliteter – forskellige kvaliteter, naturligvis.