5 udfordringer fra Oslo


Netop hjemme fra en formidlinglingskonference i Oslo, hvor Landslaget for Lokal- og Privatarkiver havde været så venlige at invitere mig til at holde oplæg om 2.0 under titlen “Det sociale arkiv”. Spændende indlæg på konferencen, samt diskussioner og nyt fra mange gode nordiske arkivvenner. Fx spændende at høre om Riksarkivets flotte udstillingsvirksomhed, der både omfatter småudstillinger , og større produktioner i et specialindrettet arkiv-udstillingslokale, Skatkammeret – faktisk næsten et helt arkivmuseum ;-). Oslo Byarkiv er fremme i bussen med multikulturelle tiltag, når Nordic Black Theatre opfører lokalhistorisk musikdrama i magasinerne og Stockholms Stadsarkiv har fat i en spændende formidlingsform, når de laver mashup af gamle kort med Google Sketchup og Google Earth. Og den norske ABM-styrelses Hot Spot-metode er absolut også mere end én overvejelse værd for moderne kulturarvsinstitutioner. Vestfold Fylkesarkiv har gennemført to Hot Spots om vanskelige og vedkommende emner. Som én af konferencedeltagerne så rigtigt sagde – utroligt så meget der foregår, når man sammmenligner med situationen blot få år tilbage.

Mit eget indlæg handlede om 2.0, og jeg præsenterede i denne forbindelse 5 udfordringer, som jeg tror bliver essentielle at forholde sig til. De fem udfordringer er mit eget tankespind, står selvfølgelig helt for egen regning – og er work-in-progress:

1) At stole på brugerne
På kulturarvsinstitutionerne må vi blive bedre til stole på, at brugerne er med os. At de vil udnytte deres kreativtet og kompetencer til gavn for den fælles sag, hvis de får mulighed for det. At det er få mennesker, som med vilje vil bidrage med fx noget forkert eller vrøvlet til et fælles produkt. Og vi må desuden stole på, at brugere selvfølgelig også anvender deres sunde fornuft, når de anvender det brugergenererede indhold. Derfor hænger tiltro til brugeren også sammen med spørgsmålet om digitalisering, vi må regne med at det i fremtiden langtfra er kulturarvsinstitutionerne der er mere eller mindre ene om at kontekstualisere kulturhistorisk information. Brugere vil i stigende grad ønske og forvente at kunne mikse indhold til eget formål og drage det ind i egne sammenhænge i mash-ups, m.m.

2) At blive aktive deltagere i den digitale verden
På kulturarvsinstitutionerne må vi øge vore digitale kompetencer. Vi må blive ligeså habile – både teknisk og kulturelt – til at anvende de digitale steder, hvor vores brugere er. Det betyder bla. at man ikke altid kan ”vente og se om det er noget der holder”, når en ny tjeneste skal vurderes. Så der bør være større rum til eksperimenter og læring ifht. de (efterhånden ikke helt så) nye medier. Vi må også kunne trække på egen viden og erfaringer, når en tjeneste eller mulighed vurderes. Vi bør have almene brugerkompetencer i benyttelsen af de gængse, sociale medier.

3) At skabe og fastholde dialog
En kulturarvsinstitution må naturligvis være klar til den traditionelle formidling; den fortolkede fortælling om fortiden, hvor vi på faglig solid grund reflekterer, perspektiverer og relaterer samlingernes indhold til nutiden. Og fortæller de gode historier. Men den faglige monolog – fortællingen om hvordan det var – må suppleres (i mange sammenhænge måske erstattes) af en mere aktuel, personlig og højfrekvent dialog, som i højere grad tager udgangspunkt i dialogpartnerens ønsker, forudsætninger og interesser.

4) At forbinde det fysiske og de digitale rum
I dag er de to vigtigste rum på kulturarvsinstitutionerne adskilte. Det, der foregår digitalt, afspejler sig ikke simultant i det fysiske rum og omvendt. Jeg tror, at vi vil få brug for at nedbryde den grænse, fx webcaste og streame aktiviteter, vejlede med brug af skype m.m., lade brugere skrive til websiten fra det fysiske rum (fx liveblogge fra en foredragsaften o.lign.) Desuden bør vi forbinde ikke kun institutionens eget virtuelle rum (“hjemmesiden”) – men også andre digitale tilstedeværelser – både med hinanden og med den fysiske lokation.

5) At sætte proces over projekt
Det er måske én af de største udfordringer. For hvad betyder det at starte en dialog i sociale medier for så pludseligt at sige stop? Det er ingen skam at standse dialogen, hvis der ikke er nogen i den anden ende som svarer. Men hvis man står og taler med en person, vender man ikke pludseligt ryggen til og går sin vej. Mangt og meget tænkes traditionelt (ikke mindst på grund af bevillingsformer) i afsluttede projekter. Men i “formidling 2.0”, er det da ikke processen i sig selv, som er projektet?