Arkæologi 2.0 – ekstremviden?


En spændende dag på Moesgaard, hvor jeg var inviteret til at holde et indlæg i Dansk Arkæologisk Forskerskole om 2.0 og digital forskningsformidling. Eller måske snarere større synlighed for forskerne og deres emner, projekter m.m. Egentlig handlede dagen primært om bred formidling, men hos mig satte den nogle tanker igang om det modsatte, nemlig smal formidling.

Der er ingen tvivl om, at der er en stor interesse for arkæologi. Som nyere-tids-menneske kender man jo ikke dette miljø tilbunds, men mit (overfladiske) indtryk er, at der en hel del specialinteresse, fx i forskellige foreninger, forummer etc. Og der er vist netop her en hel del, som ikke bare er interesserede i hvordan livet i almindelighed var i oldtiden, men vil længere ud og ned i detaljen.

Hvis man kan tale om ekstremsport – kan man så ikke også tale om ekstremviden? Dvs. den ægte nørdeviden. Noget, som kræver en høj grad af indsigt og fordybelse og hvor det ikke er enhver beskåret at følge med. Dérude, hvor det ikke er os alle der kan bunde og holde kadencen når det fyger med faglige termer, steder og periodebetegnelser. Dér, hvor det kun er fagfolk og dedikerede enthusiaster med særlige spidskompetencer, der kan stå distancen. Dér hvor fårene skilles fra bukkene.

Det er naturligvis få personer, der er tale om her. Men kan tanken om “The Long Tail” i virkeligheden ikke også applikeres på viden? Og er nettet – 2.0 nettet – ikke det rigtige sted at skabe den dialog, som disse talmæssigt små – men tilgengæld meget engagerede og vidende nicher ønsker? Blogmediet og special-communities er som skabte til denne form for forskningsformidling/dialog. En nem adgang til at dele tanker og processer med sine få, men engagerede artsfæller – også selvom man forsker indenfor det humanistiske område.