Byhistorisk Arkiv – nu i Danmarks Radio


DR i det sydjyske område har lanceret en ny facilitet. Lokalhistoriens svar på borgerjournalistik?  På tre regioners hjemmesider findes en indgang med titlen “Byhistorisk Arkiv” som er en lokalhistorisk indgang, hvor folk opfordres til at fortælle erindringer og uploade billeder fra deres lokalområder.

Det er skønt at se arkivbegrebet  og ordet “arkiv” få mere og mere anerkendelse. Fra at være noget støvet og hengemt er det blevet til arkivguld. Og når fx Magasin virkelig skal vise, at der ligger en historie bag deres virksomhed, så har de “været i arkiverne” for fx at finde gamle modetegninger fra kjolesalonen etc. “Arkiv” har fået lidt X-faktor, det oser af autencitet og uniqueness.

Det er interessant at så mange gerne vil omfavne arkivbegrebet.  Der er i det hele taget flere og flere – udover kulturravsinstitutionerne – som gerne vil tilbyde historisk indhold og tale med en historisk stemme. En øget interesse for historie er grundlæggende godt. Men i ethvert paradis er der slanger. Og her er slangen, at til ægte arkivvirksomhed hører ikke kun at samle og sende i omløb, men også at registrere, bevare og i et et vist omfang kontekstualisere. Når man afleverer noget til et arkiv, skal det i princippet blive der til evig tid, hvilket jo er ganske overordentligt længe og kræver en del ressourcer.

Men det materiale, der indtastes, afleveres og uploades til “arkiver” rundtomkring…  Bliver det afleveret og registreret nogen steder, så der er sikret en mere permanent bevaring? Går det ind til evigheden….. eller ej?.