Naturlig formidling


Larver og græshopper... som man kunne smage i Zoo

Jeg har spist en larve og to græshopper, hvilket i sig selv jo er ret grænseoverskridende. Det usædvanlige måltid blev indtaget i Københavns Zoo i forbindelse med en sponsoraften.

Én af de klassiske definitioner på at “lære” er, at man har “lært noget”, når man kan tænke nyt og handle anderledes. Så faktisk lærte jeg noget af larve/græshoppe-indtagelsen. Det er ikke nødvendigvis farligt at prøve noget nyt, heller ikke selvom det er noget, som ligger kulturelt meget langt fra én selv og éns egen hverdag. Og det er ihvertfald slet ikke farligt under kontrollerede forhold. Så selvom et event af denne type måske kan virke overfladisk, har det faktisk en læringsværdi. Og det er der meget andet i Zoo, der også har.

For én der normalt går en del rundt på kulturhistoriske museer, er det interessant et iagttage den formidling som foregår i Zoo. Den er uendeligt meget mere fysisk end de fleste kulturmuseer, måske lige med undtagelse af frilandsmuseerne. Der er hele tiden ting, som børn kan hoppe op på for at se, noget man kan pille ved, huller man kan kigge ind igennem og i børnezoo mfl. steder er der masser af muligheder for lidt “dialogiske” oplevelser, hvor man kan måle sig selv og sine egne præstationer med en anden målestok, nemlig dyrenes. Og teksterne er faktisk et studie for sig selv. Som regel både korte og enkle – og meget er vist visuelt. Der er fx stor forskel på at skrive, at en isbjørn er meget stor, når den rejser sig på bagbenene – og så at opstille en “fotostat” af en opretstående isbjørn. (Den er enorm!)

Denne måde at formidle og skabe dialog (fx også mellem børnene og deres forældre) bruges kun sjældent på kulturmuseer uden for særlige forløb. Hvorfor er der ikke også her nogle flere ting man kan kigge ind i, klappe op for at få svaret…og den slags?