Millioner af kloge koner blev brændt i middelalderen…!


Sankt Hans er en skøn tradition … også selvom det er koldt, bålet består af Europa-paller overhældt med benzin og den til lejligheden hyrede guitarist kun kan teksten til det første vers af midsommervisen.

Midsommer er alligevel noget specielt … alene ordet har en smag og duft af hyldeblomster og det er én af dagene, hvor den lokale etniske købmand stiller sit lille bordflag frem på disken. “Det er jo en festdag” siger han. Det siger alle båltalerne også, og det er svært ikke atter i år at ærge sig lidt, når man hører talernes historiske indhold.

Det med heksebål var noget der foregik i middelalderen. Det var navnligt kloge koner der blev brændt, ikke mindst fordi de havde en hemmelig kvindeviden om bla. jordemoderkunst og prævention. Og det var jo mange millioner, der på denne måde blev flammernes bytte…  Tidligere år har jeg også lagt øre til, at den sidste heks var Maren Spliid, eller at den sidste heks blev dømt i 1699 (…det er måske Besættelsen i Thisted, der spøger? Men dér blev jo netop ikke brændt nogen hekse, tværtimod)

Forestillingerne er meget sejlivede, og det er ikke mindst urimeligt overfor middelalderen, at denne på mange måder udmærkede tidsalder ideligt skal trækkes med heksebrænderrygtet. Der er udgivet mange gode værker om troen på hekse, fx Gustav Henningsens “Heksenes Advokat” og Jens Chr. V. Johansens “Da Djævelen var ude…”. Den norske hekseforsker Rune Hagen har en udmærket hjemmeside med oversigt over konferencer, publikationer m.m.  Så der er egentlig masser af steder, hvor man kan læse om hekse og få et indtryk af heksetroens sociale grundlag. Det er måske ikke helt så spektakulært, men til gengæld lærerigt.