Ikke særligt Lively


Google Lively er tilsyneladende det man skal prøve lige nu, så jeg har selvfølgelig oprettet en Lively-avatar. Jeg havde svært ved at få den til til at ligne mig selv, fordi man ikke kan stille på højde, drøjde, samt ansigts- og kropsproportioner. Mulighederne for at customisere ser generelt ud til at være meget små i Lively. Til gengæld er det ekstremt hurtigt og nemt at komme i gang, fordi man kan bruge sin Google-konto. Avataren skulle naturligvis derefter have nyt tøj på – det kan nok næppe undgås, at der går lidt pålædningsdukke i den, når damer laver avatarer. Men tøjudvalget er pt. meget begrænset og der er hverken smykker eller makeup. De forskellige ting koster pt. “free”, men dette antyder jo, at der nok på et senere tidspunkt vil komme flottere og sejere ting, som man kan købe. Ligeså med effekter til personlige rum og forhåbentlig også personligt ekstraudstyr. Avatarhåret trænger i hvertfald til en gang farvereflekser, fordi man kun kan få “ensfarvet hår”.

Således udstyret valgte jeg at gå ind i et vinterlandskab. Der var allerede et par andre avatarer, som jeg chattede “Hi there!” til. De chattede tilbage og der var lidt snak om hvordan det er at være ny bruger. jeg havde svært ved at finde ud af hvordan man bevæger sig – piletasterne flytter kun kameraet, ikke avataren som i Second Life og Active Worlds. En anden forklarede, at man skal bruge musen for at flytte avataren, som får en krydspil på sig når den kan flyttes. Jeg flyttede rundt og begyndte at spadsere ud over de snedækkede marker. Da jeg syntes, at jeg var tilstrækkeligt manøvreringsdygtig, besluttede jeg mig for at prøve et nyt rum. Men i Lively kan man ikke teleportere, man skal ud på websiten og finde det nye rum, som man derpå skal logge ind i. Påklædningsdukke-tilbøjelighederne vandt – og jeg valgte et rum med “fashion”-tema. Det lykkedes mig dog ikke at logge ind, fordi rummet var overfyldt. Det betød dog ikke, at jeg som i SL blev sparket tilbage til dét rum jeg var i, men jeg var helt ude. Og det har jeg været siden, det har ikke været mig muligt at logge på noget andet rum.

Der er pt. to store aktiver ved Lively, nemlig at man kan bruge sin google-konto til at komme hurtigt igang, programmet fylder ikke meget og man kan integrere sit eget rum på sin website vhj. af alm. html som en i-frame. det vil jo give hurtig adgang for andre, der også har en Google-konto og kan man allerede på websiten se, at der er aktivitet i rummet er det selvsagt et aktiv. Men mulighederne inde i rummene, avatarudseende, manglende teleportering, ingen mulighed for selv at bygge og fremforalt – manglende mulighed for voice-chat gør at den beta, som man kan prøve, ikke virker tillokkende nu og her.

Dette indlæg er crossblogget på www.formidlingsnet.dk