Et kontrafaktisk vikingeslag


Jeg er mere end én gang stødt på forestillingen om, at reenactment bare “er noget amerikansk”. Der er da nok næppe tvivl om, at denne måde at opleve historien på er mere udbredt og har stolte traditioner i USA, hvor også formidling via Living History er stærke. Men vi har skam også reenactere her til lands i form af fx vikingekampgrupper, der drager omkring og viser deres kunnen ved markeder m.m.

Ved lørdagens slag om Trelleborg vandt først Svend Tveskægs hær – og senere på dagen kong Harald Blåtands. Det kan enhver jo se ikke er særligt historisk. Dels forudsætter vi, at det virkelig var et afgørende slag mellem far og søn, og at det fandt sted netop her. Men …. de kan selvfølgelig ikke have vundet begge to. Mindst én af fremstillingerne er historisk ukorrekt. Og har den slags så en plads på en kulturarvsinstitution? Ja, bestemt!

Re-enactment er dels en måde “at opleve historie” på, men det skaber samtidigt et rum, hvor man kan forholde sig anderledes til historien. Den militære tilgang er – vist? – den mest fremherskende blandt reenactere. Nogle vælger at genskabe slag m.m. præcis som de fandt sted og med det udfald, som kampen fik den gang. Andre vælger, som vikingekrigerne her, at forholde sig kreativt til begivenheden og simpelthen lade den bedste hær vinde, som den ville have gjort i fordums tid. Dette kontrafaktiske element er spændende.

Det er ellers sjældent, at vi får lov til at arbejde med historie på en måde, der ikke er præget af faktualia. Historieformidlingens grundlag er, at vi godt véd hvordan det var, og af at nogen gerne vil overdrage denne viden i så korrekt form som muligt til andre. Det kan sagtens være sjovt og oplevelsespræget, men det skal også være rigtigt. Derved kan historie let få et præg af noget dødt, lidt intellektuelt tungt, som skal “læres”. Fordi vi godt véd, hvad det er, der kan eftervises gennem skriftlige kilder og fund. Men er der ikke et stort og uudnyttet potentiale i “den historiske leg”? Muligheden for at forestille sig, hvordan verden kunne have udviklet sig, hvis alt nu var gået anderledes ?

Der er masser af læring i at forholde sig kontrafaktisk til historie. Man er selvfølgelig nødt til at sætte sig ind i fakta – hvis man er krigerisk reenacter: hvilke våben en hær havde etc. etc. Men med legen og kreativiteten kommer også bevidstheden om, at historiens udvikling ikke har været givet på forhånd. Den kunne have udviklet sig i andre retninger, hvis potentialer var blevet udnyttet anderledes, hvis andre personligheder havde fået mere indflydelse … hvis…hvis nu fx Harald Blåtands mænd havde dræbt Svend Tveskæg? Hvordan var det så gået med vikingetogterne til England, danegælden…?

Et vigtigt formål, både i skoleundervisning og for kulturarvsinstitutioner er “lære” elever og brugere at reflektere over mennesket som “historieskabt og historieskabende”. Et stærkt grundlag er at lege med fakta, kaste brikkerne op i luften på ny, se hvordan de lander og tænke videre ud fra et helt andet grundlag.

( … og hvis man forresten vil vide, hvad der er fakta omkring Trelleborg, så har Sydvestsjællands Museum selvfølgelig en glimrende tekst, der fortæller hvad vi ved.)