Careware ?!


Jeg kender freeware og shareware – og begrebet crippleware – men careware er (i hvertfald for mig) nyt. Det kaldes også for charityware, goodware eller helpware fortæller Wikipedias side om careware. Efter lidt søgen rundt på nettet blev jeg overrasket over at finde sider med tilbud og careware, der så ud til at gå helt tilbage til 1996.

Og konceptet er i al sin enkelhed software, som er gratis – dog imod, at man lover at gøre en god gerning til gengæld, eller indbetale et beløb til en godgørende organisation. I sidstnævnte fald minder ideen måske en smule om engodsag.dk, hvor der i forbindelse med e-handel gives penge til en godgørende institution.

Der er en række forskellige programmer m.m. der tilbydes på denne måde, fx en ftp-klient til Firefox, farvematcheren koloroo og retro html-editoren arachnophilia.  Desuden findes der en website, som samler forskellige former for charity-ware på www.charity-ware.org og man kan også læse mere om hele idégrundlagetpå www.charityware.net.

Umiddelbart virker koncenptet måske lidt vel “amerikansk” – men den tid, der bruges på at gøre verden en smule bedre, er vel aldrig helt spildt? – og ikke hvis man så ovenikøbet får god software med i handlen?