Mit PERFEKTE hjørne!


Jeg har bygget et helt perfekt hjørne på Stiftsmuseets Falstergård i Second Life!

I går, omkring kl. 22.37 gled de to vægge op imod hinanden. De rører. De lapper ikke over hinanden. Der er ikke mellemrum imellem dem. Og der er ikke så meget som antydningen af flimmer i sammenføjningen. Selv min “byggelærer” Doctor Asp, der ejer Wonderful Denmark, var tilfreds. Han er mildt sagt ikke nogen tilhænger af virtuelt byggesjusk, og har derfor med hård hånd kasseret mindst 20 af mine tidligere samlinger og hjørner. Altså indtil igår!

Hvis man vil bygge “historisk” er det måske endnu mere vigtigt at skabe et troværdigt og kvalitetspræget indtryk. Fx fordi der er ting, som man er nødt til at gå på kompromis med, på grund af de tekniske forhold. Eksempelvis bliver murene i Falstergården en smule højere af hensyn til avatarkameraet. Avatarerne skal jo kunne bevæge sig og “se” derinde. Mange er omkring 2 m. høje, men selv Charlotta, der med sine 1.75 nærmest er en kummerform, har problemer hvis lofthøjden sættes til ca. 2,5 mtr. som i RL.

Men det varer nok noget, før jeg kommer til lofterne. Foreløbig har jeg lavet det perfekte hjørne….. …..gad forresten vide, hvor MANGE hjørner, der egentlig er på sådan en firlænget sag?