Castle Wolfenstein revisited


Luftfoto af Falstergården under opførelse i Second Life

Luftfoto af Falstergården under opførelse i Second Life

Byggeriet af Falstergården skrider frem, og murene til to af længerne er nu på plads. med hjørner og det hele. Efterhånden får man en fornemmelse for afstande, fx om en væg skal rykkes mere eller mindre for at støde op til den foregående. det er ikke “svært” men kræver tid og et vist mål af omhyggelighed.

Efterhånden nærmer jeg mig den tredie længe, staldlængen. Og her er en problemstilling, som jeg ikke tidligere havde tænkt over. Jeg forsøger at bygge så nøjagtigt som muligt ifht. originale mål, selvom loftshøjden er sat lidt højere af hensyn til avatarkameraet. Men jeg har opdaget, at “rumligheden” nu giver et nyt problem: rummenes “look-and-feel”. Enhver der har været på et frilandsmuseum véd, at 1800-årenes køkkener m.m. ikke var de rene balsale. Men hvis jeg overholder målene i rekonstruktionen, bliver oplevelsen helt klaustrofobisk.

..det er et område som dette, der nok må lukkes for publikum...

..det er et område som dette, der nok må lukkes for publikum...

Man føler sig hensat til Wolfenstein, ét af de gamle 3D-spil, som gik ud på at gå rundt i en nazistisk borg og skyde en mængde vagtposter og schæferhunde for (så vidt jeg erindrer) at finde en skat.

En del af spillets udfordring var, at lokaliteten bestod af en uendelig masse gange med hjørner og skumle kroge, hvor vagtposterne kunne gemme sig.

Dette er en ny udfordring for autenciteten i genskabelse af historiske lokaliteter/bygninger i SL: Mål-nøjagtighed versus mulighed for rent faktisk at gå omkring og opleve stedet. Efter samråd med den skrappe byggelærer Doctor Asp er jeg foreløbig kommet frem til, at man må gøre ligesom på museer i real life: lukke visse dele af for publikum ;-)

(Indlægget er crossblogget på www.formidlingsnet.dk)