Mit første foredrag om e-learning i Second Life


Der er altid en smule spænding, når man prøver noget nyt. I går prøvede jeg for første gang at holde et lille oplæg i SL, og set fra min synsvinkel var oplevelsen mere positiv end forventet.  Det lykkedes at samle 8 avatarer til et foredrag om e-learning. Alle er medlemmer af det danske SL-netværk om e-learning og har dermed en interesse i de diskussioner og perspektiver, der er i at anvende Second Life til dette formål. Jeg holdt et kort oplæg om de aktiviteter jeg arbejder med, fremfor alt byggeriet af Falstergården fra Frilandsmuseet i Maribo og indretningen af det “nye” Historiens Hus. I løbet af et øjeblik lavede jeg en skærm, som jeg kunne trække billeder hen på. En super nem måde til at vise “powerpoint” i et fælles rum for 8 personer, der fysisk befandt sig 8 forskellige steder i Danmark.