Send indholdet i omløb


addthis

Hvor tit ser man ikke lige en website, som man skal huske at nævne for sine bekendte – og hvor tit er det lige, at man husker at bookmarke den på del.icio.us, eller hvad man nu bruger? Jeg mener selvfølgelig, at det skal være så nemt som muligt for brugere af kulturarvens websites at dele indholdet og sende det endnu længere ud i verden. Tør man gætte på, at summen af brugere tilsammen har større fantasi og berøringsflade end summen af kulturarvsfolk? ;-)

Jeg har gennem et stykke tid brugt http://sociallist.org på nogle af “mine” websites. En gratis tjeneste, som lader brugerne bookmarke og dele på over 1.000 forskellige steder og tjenester, hvor af hovedparten er ukendte. Ihvertfald for mig. Men alle de store og kendte steder, som fx linkedin, facebook, Google Bookmarks etc. er naturligvis en del af tjenestens tilbud. Der findes plugins til WP, Joomla og Drupal, men den kan også installeres på en alm. side i html. Jeg havde den i en periode liggende på http://www.historie-online.dk. Den var meget nem at lægge på og at få til at virke. Det eneste det kræver, er naturligvis tid og en god portion …musefedt? …. når man gerne vil have muligheden på flere sider og ikke kan lægge det i en CMS-template.

Imidlertid har jeg nu skiftet tjenesten ud med http://www.addthis.com. Det er også en gratismulighed, og den kommer fra firmaet Clearspring. Addthis er lige så nem at bruge som Sociallist. Her findes plugins til WP og i følge websiten skulle der være ting på vej til Blogger, TypePad, MySpace og visse CMS´er. Den kan også noget med Feedburner, hvilket jeg ikke rigtigt har prøvet, fordi historie-onlines feed er lidt specielt (genereret via en gratistjeneste ud fra en alm. html-side)

Addthis har et interessant statistiktilbud, som gør det muligt at se, hvilke historier, nyheder m.m., som brugere vælger at dele og gennem hvilke tjenester. Sammenholder man dette med sin alm. webstatistik – fx sin Google Analytics – vil man kunne få et indtryk af, i hvilket omfang brugere klikker tilbage fra de links, de har fundet postet på vennernes profiler. Et spændende spørgsmål er, hvordan den trafik som kommer fra fx links på facebook-profiler “tæller”. Vurderer Google deres værdi som om det er Facebook-domænet, der har linket til siten? Er det derfor bedre at blive delt på nogle sites end på andre? Uanset dette kan den lille lagkage i Addthis-statistikken give et løbende indtryk af hvilke netværk, der kan være relevante at overveje selvstændige profiler eller grupper på, og hvor man måske med fordel kan neddrosle aktiviteterne.

Dumpet ovenfor viser det første Addthis-døgn på http://www.historie-online.dk. Når der forhåbentlig kommer bare lidt flere data i statistikken, kan den blive et interessant redskab, som ikke bare muliggør deling, men også fortæller, hvad brugere synes er interessant nok til, at de vil fortælle det til andre.

Indlægget er cross-blogget på http://www.formidlingsnet.dk