Digital fiktion – digital kontrafaktisme


I weekenden læste jeg et interessant indlæg om digital fiktion fra Informations netavis. Indlægget er ikke lige fra igår, og handler om forlaget Pinguins digitale fortællinger fra 2008 på http://www.wetellstories.co.uk. Men jeg blev opmærksom på det, fordi urlen blev bookmarket på del.icio.us

Kort fortalt handler artiklen om digital fiktion, dvs. fortællinger, som skabes med brug af bl.a.  sociale medier. Det sker fx gennem fiktive profiler i sociale netværk, blogs, som fortæller en historie fra flere vinkler etc.

Artklen fik mig til at tænke tilbage sidste sommer, hvor jeg spændt og bekymret sammen med tusindvis af andre fulgte “Harrys blog” fra 1. verdenskrigs skyttegrave. Bloggen er konstrueret ved, at et barnebarn lægger Harrys breve til familien ud, præcis 90 år efter at de blev skrevet. Nu er krigen slut, Harry faldt ikke – men han er stadigvæk heller ikke hjemme hos Ethel og lille Willie. Jeg følger stadig med, hans bloggerprofil er til dato set af 171.884 personer, og initiativet har fået afledte produkter i form bogudgivelse og supplerende sites/blog. Èn af de mere specialiserede vinkler på historien handler om frimærkerne på de breve, som Harry sendte hjem.

Så der er næppe tvivl om, at denne måde at berette på har et publikum. I modsætning til Harrys historie var Pinguins initiativ fiktion, og i nogle af den kunne man selv påvirke handlingen. Fx kan man i et eventyr benytte den digitale variant af modellen hvor læseren selv bestemmer handlingen, en anden historie benytter Google-maps osv.

Men hvad nu, hvis man blandede en cocktail af fiktion, fakta og “anderledes” digitale, narrative former? Det findes jo allerede i spilverdenen. Der er  et betragteligt antal – både elektriske og analoge – tibud om fx at forsøge sig med alle Napoleons slag eller omskrive 2. verdenskrigs forløb. Klassikere som Civilization og Colonization bygger måske på en lidt mere “evolutionær” tilgangsvinkel. Her handler det også om at opbygge og udvikle ressourcer – dog forsynet med rige muligheder for at få afløb for sin trang til krigeriskheder.

Men hvorfor ikke blande fiktion og fakta til digital kontrafaktisk historiefortælling med brugerdeltagelse? For et par år siden var det kontrafaktiske meget hot, og jeg mener, at denne måde at se historie på rummer umådeligt mange perspektiver.  Vi ser i sagens natur altid historien i bagklogskabens lys – det handler om det forgangne, og det er naturligt nok her, at hovedvægten i vores formidling ligger. På det der har været og er sket. Det er måske ikke så dynamisk? Måske heller ikke så velegnet til at vise historien som resultat af processer – og nogen gange af tilfældigheder?

Det kunne være interessant at opleve en historiesite 2.0, hvor mange brugeres interaktion og valg skriver – eller omskriver – historien udfra et  “reelt” udgangspunkt, og med brug af ressourcer fra eksisterede sociale sites. En slags multi-user platform for et kontrafaktisk historieekperiment, hvor udviklingen er synlig for alle, uanset om de deltager i processen eller blot følger med.