Genealogi-HUD til Second Life brugere


genealogi_hud1

Diane Haddad skriver på sin blog, at Genealogy Today har lanceret en HUD for genealogisk interesserede avatarer. En HUD er en “Head-Up-Device”, altså en anordning, der får brugeren til at løfte hovedet og se på skærmen :-)

Der foregår en del genealogiske aktiviteter i Second Life, bl.a. som voice-chats. Det er fx til brug i sådanne situationer, at HUD´en kan bruges. Når man bærer den, har man mulighed for at foretage søgninger hos bl.a. Footnote og Ancestry, og søgeresultaterne vises i chatvinduet. Søgning hos FamilySearch er angiveligt i støbeskeen. Med HUD´en kan brugere anvende genealogiske ressourcer in-world, uden at hoppe over i browseren. Selvom visningen i chat-vinduet måske ikke er den mest optimale rent visuelt, er HUD´en et interessant eksempel på muligheden for in-world integration af websteder  og ressourcer fra det flade net.

HUD´en kan også søge bøger på Amazon og navigere mellem Second Life-lokaliteter, m.m. Men en interessant feature, som på en ny måde udnyttter det sociale element i en virtuel verden er, at brugeren  kan kompilere en liste over de navne, som hun eller han forsker i. Men en kommando til HUD´en vælger bæreren at sammenligne med andre avatarer i nærheden, og får derved en automatisk besked, hvis der er nogen til stede, som forsker i de samme navne.

Det giver naturligvis ikke meget mening for danske avatarer, som “forsker i Hansdatter, Pedersen og Jensdatter” eller navne med en tilsvarende udbredelse. Men for den, der arbejder med et slægtsnavn er faciliteten ikke uinteressant.  En mulighed kunne også være at anvende fx navne på landsbyer og sogne i stedet for efternavne, og det bør forresten nævnes, at værktøjet accepterer navne med æ, ø og å.

Jeg har afprøvet HUD´en, som findes i Live Roots lokalitet i Second Life. Den er enkel at montere og ikke så vanskelig at sende kommandoer til, selvom der er temmelig mange muligheder. Heldigvis mødte jeg Constantine, som var med på at lave en test, så jeg kan vise nedenstående snapshot.

Vi har begge angivet, at vi arbejder med slægtsnavnet “Miller”. Når HUD´en får besked på at sammenligne navnelister, giver den besked i chatvinduet: “Constantine Kyomoon is following Miller.”

genealogi_hud2