Et politisk begravelsestog


Hvor offentlig må en begravelse være? Må den have et budskab? Et svært spørgsmål, som næppe nogensinde kan få et entydigt svar, selvom det har været debatteret en del i de sidste dage. Ord som “udansk” har ligefrem været i brug i forbindelse med Mustafa Shakir´s  ligtog ned ad Nørrebrogade.

Debatten fik mig til erindre en passage i Christian Christensens erindringer “En rababerdreng vokser op”:

“…så satte ligtoget sig i bevægelse. Foran kisten gik seks velvoksne mænd med lange tynde pakker indsvøbt i gråt papir. Lurehasen her (dvs. fortælleren) vidste godt, at det var jernrør, der i dagens anledning var pakket pænt ind. Sørgetoget skulle gennemføres, koste hvad det ville, havde manden sagt. Efter kisten og droschen dannede der sig række efter række på seks eller ti mennesker. Der var ingen ordensmarchaller, men alt gik naturligt og ligetil. Toget voksede og voksede uendeligt række efter række. Jeg erindrer tydeligt, at jeg, for at se hvor langt toget var, løb op på en stentrappe på hjørnet af Nordvestvej og Griffelfeldsgade. Der var ingen ende på toget at se. Nede ved vor kaserne og Jægergade stod der endnu sort af mennesker, der ville med i rækkerne. …Allerede før vi nåede frem til den nuværende Sundevedsgade, var der sort af mennesker på fortovene. Og vi behøvede ikke at tvivle om hvem, de var. Deres fattige klæder og arbejdshærgede kroppe fortalte os det. Og de vinkede og vinkede i sympati og varme mod os. Men hvad var nu dét for noget? Vi gik og trampede i små grønne grankviste og der var mindsandten også små blomster- “Hva´faen betyder dét?” spurgte en mand en anden “Det véd jeg sku´nde” svarede denne “Men sådan skal det vel være ved en ordentlig begravelse” Jeg reflekterede logisk, at så er vi altså en ordentlig begravelse. Men nu standsede toget. To koner, en ung pige og et par mænd kom bærende med store kranse, og tilmed havde den ene kone sit store forklæde fuldt af blomsterbuketter. Først forsøgte de at hænge kransene på Eriksens kiste, men der var ingen søm til at hænge dem fast på. Det blev så til, at droschekusken skulle have de to kranse oppe på bukken og passe på dem. Det var lige så slemt med alle blomsterbuketterne. Madam Eriksen og de små sad forud begravet i blomster. Da konen havde set ind i vognen, og nikket venlig sagde hun: “Den klarer jeg”. Hun stod ganske stille, mens række efter række passerede hende. Når der i en række var en kvinde, der ingen blomster havde, fik hun en buket. Men hver buket fulgte ordene “Fra kammerater på Vesterbro””…

Teksten stammer fra syndikalisten Christian Christensens erindringsværk “En rababerdreng vokser op”, og beskriver mindet om, hvordan en slagteriarbejder, der døde efter sammenstød med politiet, blev begravet en lørdag på Vestre Kirkegård. I Christensens fremstilling vokser begravelsen til en demonstration af samhørighed blandt de københavnske arbejdere og imod politivold, for over 100 år siden.

Beretningen, der fylder flere sider, beskriver også, hvordan en politbetjent får et såkaldt “mavegok” undervejs, da han vil dirrigere begravelsesoptoget en anden vej. Og der refereres en temmelig lang tale om “solidaritet” og “retsfølelse” ved graven. Beretningen er muligvis sammenstykket af flere erindringer, iflg. en udgivernote som refererer til Historiske Meddelelser om København 1965 og 1966.