To meget forskellige museer


Museer kan være meget forskellige, selvom de alle dybest set bygger på princippet: kom og se hvad vi har valgt at stille frem og få mere at vide om, hvad det er. Påskens tur til Berlin bød på to meget forskelige besøg på to meget forskellige museer.

Deutsches Historisches Museum har en næsten nyrenoveret permanentudstilling om Tysklands historie. Muset genåbnede i sommeren 2006 og i oktober 2008 gik besøgende nr 1,5 mio. gennem de renoverede sale. Det hele er æstetisk set meget flot sat op, med gode farver og høje lofter. Som besøgende føler man sig helt sikker på, at teksterne har gennemgået mange korrekturer hos kompetente inspektører og at hver eneste genstand er udvalgt med omhu. Museet ligger i et flot, nyrestaureret palæ på Unter den Linden. Flot bygning, fin adresse. Og lige i nærheden af alle de andre museer samt Berliner Dom, som de fleste culture-vultures sandsynligvis også kaster sig over. Der var ikke mange mennesker i udstillingen da jeg var forbi, men det er svært at bedømme på et så stort sted. Museets website har en række “ejendomsmægler-shots”, hvor man for hver del af permanentudstillingen kan dreje sig 360 gr. som om man stod i rummet. Det havde jeg naturligvis prøvet inden jeg tog hjemmefra og havde derfor et temmelig godt indtryk, dels af den klassiske udstillingsteknik og dels af, hvor omfattende – og dermed også uoverkommeligt – det ville være at se og læse alt. Museets website har desuden en slags “netarkiv”, med lydklip m.m. der er etageplaner…  m.a.o. masser af muligheder for omfattende forberedelse.  De besøgede jeg mødte var høj grad turister som jeg selv, midaldrende par, flere hold ældre veninder, nogle familier med små børn.

DDR-museet ligger ved Spree, lige ved siden af én af kanalrundfarternes holdepladser og med en slags “fortovscafé” lige udenfor. På broen foroven står en række gadehandlere af anden etniske oprindelse end østtysk og solgte pelshuer med røde stjerner samt flag og emblemer fra den nu hendengangne bonde- og arbejderstat. Folk myldrede frem og tilbage, og midt i det lå det lille museum, som i øvrigt var nomineret til en EMYA i 2008. Det var vanskeligt at komme ind, for folk stod som sild i tønde, hvilket fik en dame foran til at fortælle mig at det næsten var som at være rejst tilbage i tiden. Museets koncept er superenkelt og ekstemt effektivt: man kan røre ved og “bruge” de fleste af tingene. Man kan trække skuffer ud og tage ting op, pille ved FDJ-blusen, som hænger på en bøjle, sammenligne DDR-jeans´nes kvalitet med et par vestlige og sætte sig i den absolut gyselige sofa og se klip fra “Der schwarze Kanal“. Museet åbnede i 2006 og har haft ca. 600.000 besøgende iflg. websiten.

Det interessante er, at de besøgende opførte sig vidt forskelligt på de to museer. For det første var mit indtryk, at besøgssammensætningen var forskellig. Der var langt flere yngre mennesker (dvs. yngre end mig ;-) og der taltes mere tysk. På DDR-museet oplevede jeg flere gange at blive tiltalt af vildtfremmede mennesker, der kommenterede ét eller andet, som de og jeg begge stod med i hænderne. Fnisende teeagepiger holdt kjoler i kunststof hen foran hinanden, mens de priste sig lykkelige over, at polyesterflæsernes tid var forbi. Lidt ældre kvinder åbnde skabene i det lille “køkken” og snakkede om de produkter, de fandt på hylderne. Rigtigt mange havde kommentarer – også til fremmede – om det sandpapirslignende WC-papir på det rekonstruede badeværelse. Stor forskel fra Historisches Museum, hvor vi alle gik pænt hver for sig og kiggede på det hele.