Den afvekslende udstillingsoplevelse


Rejser byder altid på forskellige udstillingsoplevelser. I Amsterdam har jeg netop haft to meget forskellige af slagsen. Jeg har bl.a. besøgt Rijksmuseum og – meget anderledes – The Heineken Experience, Heineken bryggeriernes besøgscenter.

Rijksmuseum er en klassisk, traditionel museumsoplevelse, hvor erindringen om de genstande man har set, er i centrum. “Nattevagten” naturligvis ikke mindst. Første indtryk på Rijksmuseum var neutralt, og ikke særligt talende, uniformeret vagtpersonale, som greb ens tasker for at køre dem gennem en scanner. (Fotografering er forbudt, så derfor ingen fotos herfra). Bortset fra en udstilling af udvalgte genstande  -“Mesterværker” –  er museet lukket for ombygning, men oplevelsen svarer alligevel meget til den klassiske museumsoplevelse. Man kommer ind, går omkring og ser forskellige genstande, læser på skilte og skærme om deres historie. Som besøgende både står og går man meget, måske er der enkelte stole placeret på udvalgte steder, så man kan sidde et øjeblik inden man går videre. Oplevelsen er i reglen struktureret omkring et indholdsmæssigt forløb, fx en kronologisk eller temamæssig udvikling.

En meget anderledes oplevelse ventede på Heinekens besøgscenter. Før man overhovedet var kommet ind ad døren, havde en ung fyr hilst enthusiastisk velkommen med et “How are you? Are you ready for the Heinecken Experience? Welcome!…” osv. Spørgsmålet om hvorvidt man må tage fotos blev besvaret med “As many as you like, just go for it!”. ( Så der er masser af fotos fra stedet i et set på min flickr)
Om man kan lide denne lidt friske stil eller ej, er en personlig afgørelse, men da hovedparten af gæsterne var unge, er den sikkert velvalgt.

Udstillingen havde ikke overraskende det formål at fortælle bryggeriets historie og vel også at give de besøgende et positivt forhold til øl fra netop dette bryggeri. Genstande var der ikke mange af, når undtages diverse priser som produktet og fabrikanterne har modtaget gennem årene, lidt redskaber og fotos fra produktionen samt – et stort aktiv! – den gamle bryggehal. Det slående i forhold til den traditionelle udstilling var dog ikke antallet af genstande, men snarere at forløbet i den “self-guidede” tur i høj grad var tilrettelagt med afveksling for øje. I hvert afsnit blev der lagt vægt på forskellige former for formidling.

Nogle dele lignede et almindeligt museum: genstande, tekst på plancher og små film m.m. som man står og går rundt for at se. Men introduktionsfilmen foregik i et barinteriør, hvor publikum sad på barstole og så en fortæller hoppe rundt på et lærred, der var monteret så det så ud som om det var en bartender, der fortalte.  Et andet sted var et helt rum dedikeret til reklamer i forbindelse med fodbold. Et kæmperum, hvor man kunne sidde på grønne bænke langs væggen eller på store grønne læderskamler ude i rummet. Et aflangt rum var fyldt med “liggestole”, 15-20 stykker, hvor de besøgende kunne ligge behageligt og selv klikke sig igennem Heineken-reklamefilm fra 1955 til nutiden. Et tredje sted kunne gæsterne optage deres egen “karaoke-reklamefilm” og sende den som videokort til venner og bekendte. I den gamle bryggehal stod en person iført læderforklæde plus cykelstyrsoverskæg og rørte rundt i et bryggekar, mens han fortalte om processen. bag en bar-lignende indretning stod en ung fyr bag en disk, og fortalte publikum – som i høj grad bestod af unge mænd på hans egen alder – om ingredienserne i Heinekens øl. En biograffilm om processen skulle ses stående i en “simulator”, som rystede, blev varm og sprøjtede med vand på de rigtige steder ifht. filmens forklaringer. Andre steder kunne gæsterne fremstille produkter til at tage med hjem; fotografere hinanden som del af en øletikette eller lave sin egen øl, med sit eget navn på. 

Set ud fra en konventionel synsvinkel var der mange aspekter i fremstillingen af Heinekens historie, som kulturhistorikeren kunne savne. Hvor var fx alle bryggeriarbejderne, deres liv, organisationer etc.? Men vurderer man ikke stedet ud fra det intellektuelle perspektiv, men kun ud fra de oplevelsesmæssige kvaliteter, er den høje grad af formsmæssig afveksling så ikke noget, der kunne inspirere den konventionelle kulturarvsinstitution? Der blev hele tiden vekslet mellem ting, den besøgende skulle stå/gå for at læse eller se, ting som skulle ses siddende eller endog liggende, ting som inkluderede en levende “stationær” formidler, ting som den besøgende selv kunne lave etc. Flowet gennem udstillingen virkede ikke kun tilrettelagt ud fra et indholdsmæssigt perspektiv – men også ud fra et forløbsmæssigt, hvor “aktive” områder hele tiden skiftede med mere “passive” eller rolige.

Er der eksempler på, at museer på samme måde har tilrettelagt sådanne oplevelsesflow i deres udstillingsforløb?