Museernes (kulturarvens?) fremtid ligger på nettet


I dagens Politiken rummer kultursektionen et interessant interview med Neil MacGregor og Nicholas Serota, der er direktører for hhv. British Museum og Tate.  Ofte er det netop de engelske institutioner, der henvises til, når der er brug for eksempler på institutioner, der afprøver nye platforme, medier og kommunikationsformer. Det er institutioner, der dels “er på” en lang række teknologier og netværk, men også institutioner, som arbejder med forståelsen af, at det ikke bare handler om at være  “på” men i høj grad om at få forskellige platformes indhold til at spille sammen – og om at kommunikere med de mennesker, der interesserer sig for institutionens virkefelt.

MacGregor mener ligefrem, at der ikke er tvivl om at foremtiden ligger i at være forlæggere og medieorganisationer – og kollegaen Serota pointerer, at udfordringen ligger i at finde den rette ballance mellem at være forfattere og  at stille platforme for dialog til rådighed. Et tankevækkende citat: “Jeg er sikker på, at det om 10-15 år kun vil være et begrænset antal mennesker, der arbejder på selve gallerierne, mens flere vil arbejde som konsulenter og redaktører”. Også behovet for at forbedre kommunikationen mellem kuratorer og gæster berøres i interviewet. Denne kommunikation har nemlig hidtil været mangelfuld, siges det.

Det er pointer, som har relation til det paradigmeskifte, som synes at være under udvikling. Fra “formidling” henimod “dialog”. Fra “belærende fortolkning” til “lærende samtale mellem videnspositioner”. De elektroniske medier kan noget med gensidighed, som de traditionelle medier – fx udstillingsmediet – ikke kan. I en udstilling “afleverer” et team af fagfolk deres viden, primært som indhold, der stillet frem i montrer og skrevet ned i tekster, som gæsterne skal gå rundt og læse. Udstillingens gæster har som hovedregel ikke nogen mulighed for dialog med dem, der har valgt genstandene og fortæller historien. De har heller ikke mulighed for at få inddraget andre genstande eller få kuratorens svar på relaterede spørgsmål. Spørgsmål, som måske optager dem mere end dét der fremlægges i udstillingen.  På nettet er det helt anderledes, en væsentlig del af indholdet på nettet udgøres netop af gensidighed – interaktion mellem flere parter. Og den del vil uden tvivl stige i de kommende år.

Den kommunikationsmæssige faglighed – rollerne som konsulenter og redaktører – vil sikkert også, som de to museumsdirektører fremhæver, blive vigtige. Flere kommunikatører og “fortolkere” kan være en spændende del af udviklingen. Men er “readaktøren” fremtidens kulturarvsperson? Er det ikke snarere “kommunikatøren”? Og behøver det at være personer udenfor institutionerne, som arbejder inden for disse roller? Det ville også være en spændende udvikling, om denne, sociale og kommunikative faglighed i langt højere grad kunne blive en del af også den “historiefaglige faglighed”. Ikke mindst, når det gælder kommunikation i digitale medier.

For fremtidens ansatte på kulturarvsinstitutioner måtte det gerne være ligeså naturligt at skrive et blogindlæg. kommentere i et socialt netværk eller lave en kort, kommentérbar video, som det er at skrive en tidsskriftartikel, et udstillingsoplæg eller holde et foredrag.  Hvorfor ikke arbejde målrettet på at udvidde antallet af kommunikative og formidlingsmæssige genrer, som historiefaglige fagfolk kender og benytter? Det klræøver kompetenceudvikling, men også et nyt syn på relationen mellem institution og bruger i det digitale rum. Fremfor alt en omstilling fra primært at se det digitale som projekter, der kan publiceres og afsluttes. Vi bør også se på det som processer og relationer man indgår i – både som institution og person – med sin faglighed og viden som én af flere komponenter. På institutionerne bør vi sikkert også lære at se på kulturarv som ét af flere sociale objekter i et digitalt samvær…. og måske er det ikke altid det vigtigste i buketten?

I spørgsmålet om forbedring af kommunikationen mellem kuratorer og  gæster siger Sarota i dagens artikel, at der “vil ske en betydlig udskillelse – der vil opstået misforhold mellem dem, der griber disse muligheder og dem der ikke gør det”. Dét lyder helt rigtigt: dialoginstitutioner vil have helt andre muligheder end dem, der satser på monolog og på de medier, der understøtter denne form for omverdensrelation.