Kildeindtastning eller “kilde-wiki”?


På h-o-bloggen spørger DHF´s formand i indlægget “Skal vi fortsætte med at taste kirkebøger og folketællinger” om det er hensigtsæssigt at fortsætte dette arbejde. Han skriver bl.a.: “Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen.”

Jeg synes også, at det vil være skønt med flere typer af transskriberet materiale. Mine personlige favoritter er lensregnskaber og fængselsarkivalier. Men hvordan?

Det er mit klare indtryk, at rigtig mange af de frivillige, der idag taster folketællinger og kirkebøger, gør det, fordi synes det er vigtigt, hvis netop disse arkivalier bliver lettere at gå til. Der er dét, der driver værket.

Så det er ikke sikkert, at alle de gode folk, der idag lægger masser af frivillige timer i tastning, har samme interesse i andre typer af kilder. Skulle man vælge at ophøre med understøttelse af tastninger fra kirkebøger og folketællinger til fordel for andre kilder, er det m.a.o. ikke sikkert, at et nyt projekt ville kunne bygge på den samme volumen af frivilligt engagement. Derfor er det måske svært at lave en “Lomborg-beregning”? Måske ville den projektform, hvor man udvælger og taster en bestemt kildetype til fordel for en anden, have svært ved at bære en tastning af fx supplikprotokoller (eller fængselsarkivalier)?

Ét bud på en anden organisering kunne være skabelsen af en national platform for, at alle interesserede kan bidrage med selvvalgte kildetyper, uddrag, transskriberinger og evt. også databaser. Tiltag, der kan inspirere i denne retning er fx National Archives (UK) wiki´en http://yourarchives.nationalarchives.gov.uk eller Arkivverkets http://www.digitalarkivet.no der er åbent for private, digitale produkter.

Den “norske model” er ikke mindst interessant fordi den forsøger at favne mange af den type projekter, som i Danmark ligger rundt omkring på fx privatpersoners hjemmesider…. og som er i fare for at forsvinde den dag, hvor ophavspersonen ikke længere kan eller vil opretholde siten og dens oplysninger.