Kan kulturarvsbranchen lære noget af modeverdenen og bloggerne?


Forleden læste jeg et udmærket indlæg på et af mine favoritsteder dseneste om at Moden inspirerer på nettet. Andre brancher kan lære. Læs selv indlægget, men kort fortalt handler det om, hvordan modebranchen har forstået at arbejde med sociale medier. De hyrer bloggere til at skrive for sig, anvender sociale medier til at fortælle om deres produkter og inviterer bloggerne samt deres netværk indenfor (det sidste ikke uden problemstillinger (Modebloggere på kant med loven).

Indlæggene fødte tanken: Kunne kulturarvsinstitutionerne gøre det samme, og hvad ville der ske, hvis man gjorde? Der er efterhånden mange institutioner rundt om i Norden, der benytter sociale medier på forskellig måde. Museer og udstillingssteder har været hurtige til at se sociale medier som et led i markedsføring.  Man kan fortælle om sine udstillinger og arrangementer som et led i at få gæster til at komme til de fysiske museum. Fx det svenske Medeltidsmuseums hurtigt klippede promo-video for den nye permanentudstilling. Vinklen i forhold til arkiver er tit at bruge sociale medier til at vise samlingerne frem – især fotosamlingerne. Et eksempel her kunne være Aalborg Stadsarkiv, som er meget aktiv på flickr. En del af formålet kan være at invitere brugere til at være med til at beskrive billederne og dermed berige samlingernes indhold. Et godt eksempel er fx National Archives wiki yourarchives, som efterhånden har eksisteret i nogle år. Her har man netop – i december – lanceret et nyt tiltag Historical Streets Project som skal berige folketællingslisterne 1841-1891 med bl.a. erindringsindhold.

Men jeg har ikke set noget gøre dét, som modeindustrien gør, at invitere eksterne “kulturarvsbloggere”, hverken digitalt eller analogt.

Der er fx en del der blogger og twitter om genealogi. Det gælder både enkeltpersoner og organisationer. Men jeg har endnu ikke set et arkiv syndikere hverken enkelte bloggere eller foreningsblogs på deres websites. Jeg har heller ikke set dem invitere bloggere og deres læsere til fx et særligt arrangement. På museumsfronten har jeg heller ikke bemærket noget lignende. Fx et museum, der inviterede bloggere og deres læsere til en før-udstillingsåbning eller trak amatørarkæologernes RSS ind på deres sites.  Eller har jeg bare ikke set det? Findes det derude et sted?

Eksempler på danske blogs om genealogi
http://anetavle.blogspot.com/

http://agerbaeks.dk/blog/
http://geneablog.keep-smiling.dk/
http://www.familienbloch.dk/
http://stegemueller.dk/nucleus/

19 comments

  1. Interessant indgangsvinkel.
    Jeg stiller dog umiddelbart følgende spørgsmålstegn ved det:

    1. Er der et publikum til det? Forstået således om, der er andre end fagfolk, som læser med på de blogge, hvor det kunne være relevant? Dvs. ville det kunne skabe en ekstra opmærksomhed eller ville det alligevel være de usual suspects, som dukkede op?
    En ny målgruppe kunne være “hverdagsbloggerne” og deres læsere. De bloggere (oftest unge piger), som blogger om alt det, der præger deres hverdag. Det kunne også være museumsbesøg.D

    2. Jo mere reklame modefirmaerne har fået bakset ind i bloggerverdenen, jo mere ugennemskueligt er blogsene blevet. Det er svært at gennemskue, hvornår noget anbefales, fordi bloggeren synes det er pænt og hvornår bloggeren er blevet “smøret” med en gave.
    Spørgsmålet er så om det kan undgåes, hvis man indfører lignende aftaler mellem kulturinstitionerne og bloggere (og deres læsere). Det er ganske vist i en mindre målestok , men det kan give frygtelig bagslag, hvis der stilles spørgsmål til om en udstilling anbefales fordi den er god eller fordi man har fået en særlig oplevelse serveret af museet i forbindelse med den pågældende udstilling.

  2. Hej Mona,

    1.000 tak for kommentaren! Jeg er helt enig med dig i, at det selvfølgelig ikke ville være uproblematisk. Det duer naturligvis ikke med “smurte skribenter” der kun anbefaler udstillinger, fordi de har fået en særlig tur, et arrangement etc. ( … vil man anbefale noget, man ikke brød sig om?)

    Men jeg tror, at det vil være for snævert at tænke sådanne relationer som “reklame” og “markedsføring af udstilinger”. Udstillinger er kun en del af dét, som kulturarvens institutioner laver, og det er slet ikke alle institutioner, som bruger denne formidlingsform. Sociale medier er til kollaboration og dialog. Derfor kunne man måske lære noget ved i højere grad at invitere interessenter som bruger disse medier indenfor? Modebranchen gør det for at sælge produkter – i kulturarvsbranchen kunne man gøre det for at øge diversiteten i den måde, som der tales om emnet på. Dvs. at lade folk vise det indtryk eller output som engagement ifht. kulturarv giver. Tænker man fx på arkivet, der kunne syndikere en samtidsdokumentarisk fotoblog, en person der skriver erindringer i blogform, lade en fotoklub vise skæve vinkler på læsesalen, en slægtsforskers oplevelser blandt forfædrene, er der ikke noget “anbefalings-” eller “markedsføringselement” ifht. produkter/ydelser.

    Min hypotese er, at brugerbeskrivelser og brugeroplevelser med kulturarv kan berige tilgangen på måder, som en institution ikke selv har tænkt på. Og den facon, som andre fortæller på, kan måske inspirere på nye måder og i andre grupper, end institutionen selv kunne have gjort. Ligesom modebranchen ikke altid selv er de bedste til at “sælge” tøj i alle grupper, så er det måske heller ikke altid institutionerne selv, der i alle sammenhænge er de bedste til at skabe engagement og interesse for historie, kunst, kulturhistorie, m.m.?

    Om det så nytter, eller det er usual suspects? Dén er straks sværere! Det er mit indtryk, at mange andre end fagfolk kan have interesse i “faglige blogs” – fx mange vidende og dygtige “fritidsforskere”. Men jeg kan ikke byde ind med tal eller undersøgelser der kan bekræfte det….

  3. Som grundform er de sociale medier netværk omkring et bestemt emne eller en bestemt gruppe og det er det museerne skal bruge dem til. Til at knytte bånd mellem deres brugere og museet selv. Mange historiske museer har for eksempel forskellige laug tilknyttet eller andre aktive foreninger. Den tankegang kunne jeg sagtens forestille mig overført til de sociale medier i stil med nogle af de strøtanker du gør dig i indlægget.

    Et eksempel på en kulturinstitution som tænker på bloggere som en del af mediebilledet er Charlottenborg. De sender pressemeddelelser og invitationer til pressemøde både til pressen og bloggere indenfor emnet. Udover det kender jeg ikke til eksempler af den art du efterlyser, men det kan jo bare være, at jeg heller ikke er stødt på dem. Internettet er stort!

  4. Hej Birgitte,

    – og mange tak for to gode indlæg. Ikke mindst henvisningen til Charlottenborg synes jeg er interessant. Jeg tror, at der er flere aspekter i dette her. Der er dels bloggere, som har en interesse for det felt, som institutionen arbejder med (historie, kunst, etnografi. etc.) og som kan være interesserede ud fra denne vinkel.

    Men dit indlæg fik mig til at tænke på, at der er jo (velsagtens?) også er bloggere, der fx ud fra en interesse i kulturpolitik, udstillingsdesign etc. kan have en interesse på samme måde som en journalist, der skrev om et emne af den type til et gammeldags printmedie.

    Artiklen fra NY er vildt spændende “from an authority-centric broadcast platform to one that recognizes the importance of distributive knowledge creation.” … dét kunne jeg ikke have sagt bedre selv! Super :-)

  5. Hej Charlotte

    Nej, det citat er også lige min boldgade!

    Emnet som du her har lagt op til at tænke over og diskutere, har nu inspireret mig så meget at jeg væver lidt videre på det i et blogindlæg på min egen blog: http://birgittesvaerkepedersen.dk/archives/177, men i virkeligheden er der til mange timers diskussion i det, fordi der er så mange indgangsvinkler. Både for brugerne men også for den måde museerne aktivt kan gå i dialog med disse brugere. Og, så selvfølgelig fordi et museum dækker mange forskellige brugere og nogle gange måske nogen, som normalt ikke er så oplagte.

    Måske kommer der en dag et seminar, hvor vi kan diskutere mere i dybden :-)

  6. Jeg fik aldrig meldt tilbage.

    Jeg synes du gør dig nogle gode overvejelser og der er helt sikkert gode muligheder i metoderne i at bruge de sociale medier på kulturinstitutionerne.

    Jeg valgte dog at hænge mig i det med at invitere f.eks. bloggere til udstillinger o.l., fordi det kunne være en måde, at få et andet perspektiv på udstillingerne på – fordi der bliver skrevet om udstillingerne af nye folk. Det kan selvfølgelig også være en anden måde at markedsføre sig på ift. et “nyt” publikum. (Og her tænkes ikke kun på den inviterede blogger, men også vedkommendes læsere).

    At der helt sikkert også er andre muligheder er der ingen tvivl om. Efter genlæsning er jeg blevet lidt vild med at tanken om at man syndikerer blogs på f.eks. arkivers eller museers hjemmesider. Det vil helt sikkert skabe en større interesse i at udgive noget om det arkivet eller museet – fordi vedkommende, der står bag bloggen, føler han/hun bliver set og hørt.

  7. Kære begge,

    Tak for nye kommentarer!

    Jeg kender ikke til nogen, som syndikerer “brugerblogs” ind på en kulturarvsinstitutions website, men jeg kender to “brugerblogs” fra Sörmlands Museum.

    Efter at have læst Birgittes indlæg på hendes egen blog (http://birgittesvaerkepedersen.dk/archives/177), har jeg skrevet om dem på NCK-bloggen ( http://www.nckultur.org/default.asp?pageid=35967 ). Jo mere jeg har tænkt over Birgittes indlæg, jo mere synes jeg at ideen om “digitale laug” kunne være interessant at forfølge.

    Og den der svær, den med markedsføring, som Mona er inde på…jeg kan virkelig godt se dét med “smøreriet”. Men hvad med “betalte” bloggere…? På Sörmlands Museums ungdomsblog nævnes ihvertfald “ersätning” for publicerede indlæg.

  8. Lige en bemærkning til Mona. Personligt ville jeg nemlig blive glad, hvis museerne ville gå bort fra at tænke de sociale medier, som et markedsføringsredskab. Det er den tankegang, som gør, at man som fan på Facebook bliver bombarderet med opdateringer om nye udstillinger, sidste udkald for at se en udstilling, åbningstider etc. For nogle museers vedkommende tangerer det spam og man får ingen informationer, som man ikke kan se i dagspressen eller på deres hjemmeside inden man går ud af døren. Det ville være langt mere interessant at høre om, hvad museet ellers kan – udover at lave særudstillinger. Eller få relevant information om udstillingens baggrund, de udstillede genstande o.lign. Museets faste samling er også interessant i den sammenhæng. Og for at følge op på “community” tanken: hvad har andre i museumsfællesskabet bidraget med – en blogger som har skrevet om museet, nogen som uploadet fotos fra museet på Flickr etc.
    Nationalmuseet er et godt eksempel på en Facebook side som kan mere end markedsføring, fordi museets andre tiltag i de sociale medier bliver inddraget. Og, fordi museet generelt er gode til at vise, hvad de laver udover særudstillinger. Nemlig at de også forsker i den faste samling.

  9. Birgitte: Det er jeg helt enig med dig i – sociale medier skal bruges til mere og andet end blot “Skynd dig at se denne udstilling NU!). Når jeg taler om markedsføring så taler jeg ikke alene om den traditionelle markedsføring, som helt sikkert kan være trættende på de sociale medier.
    Men hver gang et arkiv eller museum gør opmærksom på sig selv og det de kan, skal og gør, så er det også en form for markedsføring. At vise andre sider af museet end blot udstillinger, åbningerstider osv., så gør man også museet mere interessant (eller det er ihvertfald gerne det, der skulle ske…:), og det skulle jo gerne gøre folk interesseret i at opleve mere af museet – og dermed “lokkes” folk også ind på museet. Så det må også regnes for markedsføring, vil jeg mene.

  10. Og så lige en ekstra kommentar med min ovenstående kommentar i baghovedet:

    Hvis man inviterede bloggere (for at blive i det jeg hidtil har henvist til) til f.eks. udstillinger, for derved at skabe ekstra opmærksomhed derpå, så skulle man også give dem lidt ekstra at blogge om. Det kunne f.eks. være noget ekstramateriale om udstillingen eller lignende. Noget, der kunne vække interesseren for udstillingen for læserne.

    Og apropos og @Charlotte: Jeg ville ikke bryde mig om egentlig betalte bloggere. Det ville gå over stregen. Og det er jo netop det man diskuterer omkring modebloggere – skriver de om et pågældende firma, fordi de synes tøjet er fedt eller fordi de fik tøj eller andet, som “betaling”, når de nu alligevel var i kontakt.
    Men der hvor man kunne lære af modefirmaerne er nok nærmere det at man inviterer modebloggere indenfor i deres showrooms, så de kan se kollektionerne før alle andre – og så skrive om dem på deres blogs, så folk kender til den før den er i butikkerne, og dermed måske/måske ikke skabe en hype. Om man kan omsætte den til f.eks. museum eller arkivverdenen ved jeg ikke – men det kunne være et forsøg værd.

  11. Hmm – jeg synes det er svært. Kan man kalde det “markedsføring”, når en kulturarvsinstutution blogger/skriver/twitter om det emne, som institutionen er sat til at formidle – historisk indhold, kunsthistorie, baggrundsinformation etc.? jeg ser det nok mest som noget, der er en anden måde at formidle på, formidling og dialog i et andet rum. Men grænsen mellem formidling og “imagemarkedsføring” kan sikkert være vanskelig at drage i mange konkrete tilfælde.

    Jeg véd ikke hvordan det fungerer med de “betalte bloggere” i Sörmland. De blogger ikke om fx udstillinger men om reflektioner i forhold til genstande m.m. – men jeg kender ikke til andre der har gjort det, eller beskrevet erfaringer om det. Gør I?

  12. Grænsen er jo også svær at trække, når det kommer til “traditionel” markedsføring. Man vil jo gerne have at folk kommer og ser en udstilling, fordi man har noget at formidle. Dvs. at man markedsfører for at kunne formidle.

    Så kan man vel også vende den på hovedet og sige, at man formidler for at markedsfører (som jo egentlig er det jeg beskrev længere oppe)?

  13. Markedsføring kan sagtens blive en positiv sidegevinst, men efter min mening må det aldrig være udgangspunktet. Det sætter nogle forkerte tanker i gang. Dermed ender vi der, hvor vi er nu for de fleste museers vedkommende: spam som måske i virkeligheden nærmere skubber folk væk end tiltrækker dem. Jeg ser de sociale medier som en sjælden chance for at formidle vores egen begejstring for museet og alle de hjørner af det, hvor der sidder begejstrede ansatte og “nørder” med et eller andet. Hvem har ikke prøvet at sidde ved siden af en frimærkesamler til en middag og pludselig tage sig i at synes frimærker er vildt spændende. Begejstring smitter. Derfor vil jeg gerne sætte fede streger under “sociale”. Det er jo det medier som Facebook, Flickr etc. er: sociale netværk.

    @Charlotte: Jeg kender heller ikke til eksempler på museer som betaler bloggere for at skrive om hverken udstillinger eller genstande. I forhold til Sörmland så kan man jo vælge at se det som ethvert andet formidlingsjob på museet. De to blogs ligger jo på museets hjemmeside i museets eget rum. Det har jeg egentlig ikke de store problemer med. Til gengæld ville det have været problematisk hvis de to blogs lå uden for museets rum og bloggerne var betalt for at skrive om museet.

  14. Den her landede lige i min indbakke efter at jeg havde skrevet kommentaren: http://museumdesignlab.wordpress.com/2009/11/11/why-is-it-beneficial-for-a-museum-to-have-twitter-or-facebook/.

    Citat fra indlægget: “This has not gone unnoticed by museums and galleries, with many creating some kind of presence on sites such as Facebook, Twitter and Flickr. But because this has primarily been done as a marketing tool, institutions are missing a far greater opportunity.” Jim Richardson

  15. Helt enig. Hvis man primært ser sin tilstedeværelse i sociale medier som en mulighed for at fortælle om produkter m.m. som fans/venner etc. skal orienteres om og købe/benytte sig af, så går man netop glip af det sociale. Man mister muligheden for at prøve at snakke med interesserede om kultur/kunst på en ny måde.

    Jeg har flere gange spekuleret over, hvorfor mange har været så hurtige til at tænke sociale medier ind i en marketingkontekst. Er det “nemmere” at starte med? Er man mere vant til projekter end processer? Eller har man ikke været vant til at se det digitale rum som et formidlingsrum, der har muligheder i sig selv (også uden, at det skal knyttes an til fysisk besøg…?)

  16. Markedet vil vel altid gribe ethvert halmstå og enhver chance. Problemet er så bare, at gammeldags markedsføring – massiv omtale er bedst, dårlig omtale er bedre end ingen omtale etc. – ikke er gangbart i nyere tid, så hvis en gammeldags markedsføringsstrategi overføres til de sociale medier er den dømt til at fejle. Det kan man læse meget mere om i f.eks. Morten Bay: “Homo Conexus. Og, da jeg stadig ikke mener museet er en vare er det endnu mere forfejlet her at tænke i de baner.

    Og, ja så tror jeg du har ret i, at mange museer har svært ved at se det digitale rum som et tillægsrum, der ikke kræver fysisk tilstedeværelse på museet, men som kan supplere og anspore til et fysisk besøg.

  17. Pingback: Kulturbloggere «

Der er lukket for kommentarer.