Kan Kindle hjælpe de historiske tidsskrifter?


Forleden var jeg til Kindlesalon, et supergodt arrangement som Dorte Toft havde taget initiativ til. Adskillige it- og læringsinteresserede forcerede snedriver og smattede veje i det kolde Nordvest for at deltage, og det kunne rigtig godt betale sig.

For det første havde jeg faktisk aldrig set en kindle eller anden e-læser live. Og ved salonen var der adskillige i omløb. Jeg blev faktisk en lille smule overrasket over, at dens “gadget-glæde” er begrænset. Den er ikke så lækker som en iPhone … eller som min lille HP-mini før den fik en bule. Kindlen kan også kun én ting – den kan bruges til at læse bøger med.

Et interessant spørgsmål som blev diskuteret var bl.a. om alle gadgets nødvendigvis skal være multifunktionelle, eller om det er i orden, at nogle kun “kan” ganske få ting. Svaret må næsten være op til brugerne. Personligt vil jeg gerne bytte 4 murstensromaner i tasken for en e-læser, også selvom den ikke kan bruges til at skrive noter på, dele etc. Men i fht. brug i undervisningssituationer vil note- og delingsmuligheder være væsentlige features. E-læsere kan bestemt få en vigtig plads i fremtidens skoletaske, men kan den også få en betydning for videnskabelig og populærvidenskabelig publicering?

I efterhånden en del år har de historiske tidsskrifter haft det skidt. De fleste af de foreninger og selskaber, som udgiver tidsskrifter, kan melde om faldende abonnementstal og stigende problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Mange skrifter er baseret på abonnementsindtægter, evt. i kombination med en offentlig støtte, der kræver Open Acess. Som udgiver af et tidsskrift er situationen ikke helt let: abonnementsindtægterne er en væsentlig del af fundamentet for publiceringen, og disse indtægter kan hurtigt forsvinde, hvis alt alligevel er gratis efter et år. Kan man publicere sit skrift for den støtte, man kan opnå og give det gratis til læserne? Næppe hvis det skal trykkes, puttes i kuverter og sendes af sted til læserne med posten.

Man kan vælge at lade falde hvad ikke kan stå, og lade sit – formodentlig ca. 100 år gamle tidsskrift gå ind. Eller man kan vælge nye publiceringsformer, og for tiden høres snakken om digitalisering stadigt oftere. Men dog hidtil forstået som netudgaver. En netudgave kan få et meget anderledes liv end det traditionelle tidsskrift, fordi læseren fx vil kunne tilgå enkelte artikler uden at købe/abbonnere på hele produktet. “Tidsskriftet” som website vil være noget andet end “tidsskriftet” som print. At der er tale om et samlet produkt med en redaktionel profil vil næppe have den samme betydning som før, hvis læseren kun lejlighedsvis tilgår enkeltstående artikler.

Men hvad sker der, hvis man tænker e-læsere ind i billedet? Så vidt jeg véd har ingen endnu overvejet denne model. Hvis læseren downloader et “nummer”, vil det samlede produkt og dets særlige sammenstilling af artikler etc. atter kunne få betydning som en helhed.

Det store spørgsmål er naturligvis, om læseren er interesseret i det samlede produkt med den redaktionelle profil – eller om det er helt uinteressant ifht. muligheden for at finde og bruge enkelte artikler. Hvis denne, mere individualiserede brug af indholdet er hovedårsagen til de dårlige tider, så kan selv den lækreste e-læser nok ikke “redde” det klassiske tidsskrift.