Svenskernes Kringla samler kulturhistorisk søgning i flere samlinger


Flere har sikkert hørt om Kringla før, ihvertfald dem, der har fulgt K-blogg, som allerede i december lukkede op for en snigpremiere. I formålsbeskrivelsen står der at “Kringla vänder sig till den som är intresserad av historia och nyfiken på vad som gömmer sig i museer, arkiv och register runt om i landet.” Men nu er siten, baseret på K-samsök (eller på internationalt: Swedish Open Cultural Heritage) for alvor åben og der efterlyses feedback.

Kringla samler 16 historiske museers/institutioners samlinger i én søgetjeneste og rummer 2,45 milioner søgbare genstande. Her er bl.a.  Nordiska Museet, Vasamuseet, Armémuseum mfl. De helt tunge drenge er  Riksantikvarieämbetet og Statens historiska museum som bidrager med hhv. 984.000 og  790 000 genstande. Mindre kan også gøre det, Dalslands fornminnes- och hembygdsförbund har spyttet 3800 styks i den fælles pulje. Den senest tilkomne instiution er Världskulturmuseet. Foreløbig er der ikke egentlige arkiver og biblioteker med i tjenestens base, og det er en smule uklart om der er nogle i pipeline. Det ville være flot, men måske er der forhold (resortmæssige, økonomiske og organisatoriske) som vanskeliggør det?

Kringla har flere forskellige, også temmelig avancerede søgemuligheder, kortvisning vhj.a. Googlemaps. Nogle objekter (men vist ikke alle?) er xml-opmærkede (eks.  dette motiv af fugle på rispapir fra en gård i Nacka), og der er  links til den opbevarende institutions egen præsentation af genstanden. Nogle genstande har omfattende beskrivelser – andre er mildest talt sparsomme, sådan som det må være, med mindre man vil vente med at give adgang til alt er fyldigt beskrevet. Brugerne kan jo i så fald komme til at vente meget længe :-). I øvrigt kunne brugertagging være et spændende fremtidsperspektiv for berigelser på et site af denne art.

Deling er der rigtig gode muligheder for. Jeg kan vælge at dele hver enkelt post ved hjælp af hele den blandede rodebutik fra addthis. Jeg ville formentlig selv kun have brug for at dele på nogle af netværk jeg kender og bruger (facebook, linkedin). Men andre. ikke mindst i andre lande, bruger andre tjenester, så hvorfor begrænse udbuddet til kun at omfatte tjenester, som man selv bruger og kender? Også mht. sociale netværk og deletjenester er verden mere mangfoldig end dét, der ligger lige for hos én selv.

En anden feature er, at hvert objekt har sin egen unikke sti. Fx kan jeg let dele det “originale” og direkte link til en tegning af kirken i Angelstad, hvor min svenske oldemor blev døbt i 1881. Hvordan det forholder sig med synligheden af den enkelte post –  hvis jeg (om noget tid) googler Angelstad Kyrka – er jeg usikker på.

En ting som jeg personligt falder for er, at Kringla tydeligvis ikke er færdig. Denne type projekter har og bør have et langsigtet perspektiv. Institutionerne selv er jo heller ikke “færdige”, men i stadig udvikling. De skaber hele tiden nye tjenester, tilbud etc. til deres brugere. Selv de permanente udstillinger på museer er ikke “færdige”, men ændres også løbende.

Kringla er vist en af de første større, offentlige “søgetjenester” der anerkender dette ved at sætte det lille “beta” under navnet.  Dermed anerkender man samtidigt, at også et projekt som en stor søgetjeneste for nationale institutioner er en iterativ proces.

Beta Forever!
Er det egentlig ikke ret godt kringlet so far?

Denne post er også lige cross-blogget på http://www.formidlingsnet.dk