The amplified self-directed learner – whooo… kommer de?


Museumsudstilling om den tyske romantik. Hvad sker der her, når "the amplified self-directed learner" kommer på museumsbesøg?

Der er måske ikke den mest oplagte forbindelse mellem den amerikanske superbowl-turnering og (danske) kulturarvsinstitutioner. Men alligevel gav et indlæg om super-bowl seere i Mashable forleden anledning til lidt spekulation. Indlægget referer en undersøgelse fra Nielsen, som viste, at ca. 12% af dem, der så superbowl (som vist er ret stort over there ;-) samtidigt brugte tid på at være on-line. Hovedparten brugte tiden i sociale netværk og på søgetjenester.

Det er ikke nogen nyhed, at vi i stigende grad er på vej til at blive digitale multitaskere. I september sidste år offentliggjorde Nielsen en artikel, der handlede om, at den samtidige brug af web og TV var i vækst. Det seneste eksempel på tendensen er påvisningen af at ca. 13% af dem, der så åbningen af Vinter-OL også lavede noget på nettet samtidig. Dette “noget” var især atter social networking (facebook) og søgning (google) – altså at “dele og søge”.

Nu kunne et interessant spørgsmål være: “Hvordan vil kulturarvsinstitutionerne møde denne brugertype?”. Er der nogen grund til at tro, at en person, som er glad for kulturarv, og fx står på et museum eller sidder på et arkiv, vil være mindre interesseret i at “dele og søge” end én der interesserer sig for sport? Jeg tvivler, og tror snarere at der er tale om en udvikling, som er mere almen, og som vi måske kun ser toppen af nu.

Ved hjælp af håndholdte m.m. devices har vi i stigende grad muligheden for at have adgangen til alverdens indhold med i lommen. Applikationer som Goggles, Wikitude, Layar etc. udvidder og beriger vores opfattelse af det fysiske rum. Selv den bruger, der kommer til kulturarvsinstitutionen for at “fordybe sig” vil gøre det på en helt anden måde end før. I museets udstilling kan det være, at gæsten læser teksten, som museet har sat op – men det kan også være, at hun finder genstanden i Wikipedia og læser om den dér. Det kan være, at arkivbrugeren spørger om noget i vejledningsskranken – men det kan også være, at hun spørger sine venner i et mere eller mindre specialiseret netværk.  Brugeren bestemmer m.a.o. i høj grad selv, også on-site, hvad der skal være hendes vej ind til mere viden om kulturhistorien.

Hard-core museumsfolk vil muligvis mene, at det er en uskik. Hvis man går på museum, skal man gå rundt og se på tingene og ikke på en skærm. Men hvis nu “skærmen” udbygger og perspektiverer brugerens viden og opfattelse af historien på en måde, som hun synes giver det rigtige udbytte?

Et gæt er, at den nye kulturarvsbruger vil være temmelig “transmedial” og bevæge sig i en verden, hvor analoge og digitale metoder repræsenterer forskellige, men helt ligeværdige måder at interagere med kulturhistorien på.  Den nye kulturarvsbruger er integreret med sin teknologi, og tilhører gruppen af amplified individuals, der er karakteriseret ved, at de vil “use social media and the web to enhance their abilities to sense their world, create shared resources and act collaboratively.”  Hun har eller udvikler sit eget formål/læringsprojekt, og vil både dele og supplere digitalt –  en self-directed learner, der kontrollerer hvad hun vil lære og hvordan. Der er ikke et mentalt kassesystem som gør det naturligt, at hun først gør eller ser én ting på en fysisk lokation og derefter fx går hjem og udbygger det digitalt.

Mon det er en udfordring for institutioner, hvis primære tilbud er en analog, on-site tilgang til et udvalg af objekter, evt. præsenteret i et tilrettelagt/styret forløb? Hvor placerer det fx formidlingen i et traditionelt udstillingsrum på et museum?