Alternativ vej til Torontos historie


The Toronto Museum Project er navnet på en ny website, der netop er launchet, og som – måske ikke overraskende – handler om Torontos historie. Siten er rigtig moderne i farverne og fås naturligvis både på engelsk og fransk.

Ideen er klassisk: der er tale om brugerbidrag, folk skal fortælle om genstande, der rører dem og give museet ideer til formidling af byens historie. På siten skriver 100 frivillige ud fra en genstand, de har valgt, fordi den har en særlig betydning for dem. Alle tingene præsenteres med billede og en kortere eller længere tekst, som personen, der har valgt den, har skrevet. Desuden er der en “curatorial comment”, hvor museet kort fortæller om genstandens historiske baggrund.

I et andet afsnit er der samlet 100 udstillingsideer, som brugere kan kommentere på og “indholdsudfylde” med nye ideer, og “nye brugere” kan naturligvis kommentere på det hele. Der er ikke så mange kommentarer endnu, men med fx ladder of on-line participation i baghovedet bør man nok ikke undre sig. Der er mange flere, der læser end kommenterer og deltager.

Der er to ting, som er interessante ved Toronto-siten. Det ene er, at den tilbyder er meget alternativ navigation. Jeg kan ikke klikke på ord, der beskriver typer af genstande eller ideer, kun på personer eller ting. Måske derfor er der ikke nogen traditionel søgefunktion.

Det andet forhold som springer i øjnene er, at siten er renset for alle de “kendte” 2.0 elementer. Der er ikke en “Facebook-connect”, “Følg-os-på-Twitter”, “Tag-vores-RSS”, “Send-til-en-ven” osv. Er det nu godt eller skidt? Kan en social site, der gerne vil samle brugerbidrag og skabe dialog godt “slå igennem” selv, uden at forbinde sig med de sædvanlige  steder, hvor folk i øvrigt deler?

Er det en god idé at etablere denne type sites uden at inddrage nogle af de netværkssites, som i øvrigt rummer kulturarvens potentielle brugere og interesserenter? Der er andre eksempler på lignende ting, fx den norske digitaltfortalt, som nu har eksisteret i et års tid og har ca. 3.000 brugere om ugen. Siten har lidt over 1200 fortællinger, hvoraf de ca. 350 er “private” brugeres bidrag og resten stammer fra kulturarvsinstitutionerne. (Digitaltfortalt har dog også en ret aktiv side på facebook og et feed)

Kan et socialt kulturarvssite blive “stort nok” alene og få et antal brugere, som betyder, at den nødvendige volumen for bred dialog er til stede? Eller er det lige meget, bare man kommer i kontakt med nogen? Er det måske i højere grad projekter for de “lange haler”?