Gruppediskussion med Twitter – kunne man dét med kulturarv?


En interessant lille video. En amerikansk underviser bruger Twitter som diskussionsredskab i forbindelse med forelæsninger eller klasseundervisning. Der er flere fordele, bl.a. at de 140 karakterer tvinger deltagerne til at skærpe deres udtryksform og at elever, der fx er generte, finder det lettere at deltage, når de kan skrive i stedet for at tale.

Kunne man tænke denne form for læringsrelateret brug af Twitter ind på kulturarvsinstitutionerne? Ikke mindst for “free choice learners”.

Det ville ligge lige for at bruge Twitter på denne måde i forbindelse med fx foredrag på arkivet. Muligheden for at twitte spørgsmål og kommentarer som supplement til mundtlig deltagelse er oplagt, og kunne desuden bruges til at kombinere onsite og online-deltagelse. Særlige # er i dette scenarie dedikeret til bestemte geografiske områder. Det gør det muligt for arkivbrugerne at snakke med hinanden – og vise snakken på en offentlig tavle, hvor alle kan koble sig på – midt inde på læsesalen, mens de bruger arkivalierne.

Men hvad med museet? Engagerede museumsbrugere snakker med hinanden om det de ser, under sig over, ikke forstår – eller gerne vil dele kommentarer om. Tænk, hvis de twittede dem – og tænk hvis museet svarede tilbage.

Kunne man forestille sig følgende scenarie: jeg kommer på et museum sammen med min familie, og har min telefon i lommen. Ved indgangen, og forskellige steder rundt om i udstillingerne er der store tavler, som viser brugeres og museets tweets. Hver del af udstillingen har sin egen #. Går jeg fx rundt i et afsnit, der handler om stenalderen, skal jeg bruge #oldtid, hvis der er noget, som jeg vil spørge om eller dele. Jeg spekulerer over, hvor høje folk egentlig var den gang, og twitter det som et spørgsmål. Spørgsmålet ses på de tavler i museet, der viser #oldtid.

Et sted på museet sidder en arkæolog, som får en notifikation i sin Twitter-klient hver gang nogen bruger tag´en #oldtid. Så hun twitter tilbage, at gennemsnitshøjden i stenalderen var ca. 166 cm for mænd og 154 for kvinder (det siger Wikipedias artikel om Ertebøllekultur i hvertfald :-). En anden museumsgæst, der ser spørgsmål og svar kommer i tanker om ansigtsrekonstruktionen af den 151 cm. høje kvinde fra Bäckaskog på Historiska Museet i Stockholm og deler oplysningen om hendes højde samt et link til rekonstruktionen. Alle, der følger #oldtid får linket, og kan kigge mere på det når de kommer hjem. Men de kan også vælge at tjekke det på telefonen med det samme – og måske ses linket også på museets skærme – der er trykfølsomme…

De spørgsmål og svar, som udveksles via Twitter, indgår i museets løbende justering af den formidling, som foregår onsite i form af podcasts etc. Så en del af formidlingen udgøres af en FAQ  med …… de oftest stillede spørgsmål.

Kunne det være arkiv- og museumsbesøg om 5-7 år? Eller noget i den retning?

Indlægget står i gæld til denne post på Mashable:  How Twitter in the classroom is boosting student engagement
Indlægget er crossblogget på min blog hos NCK

9 comments

  1. De ideer du skitserer omkring brug af Twitter i udstillingssammenhæng er jeg helt med på. Det er et godt eksempel på hvordan teknologien kan udvide mulighederne for kommunikation og overskride begrænsningerne i det fysiske rum. Det så jeg heller end gerne virkeliggjort på Nationalmuseet – hellere i går end i morgen. Dog er det, med den aktuelle bemanding på museerne, nok ønsketænkning, at der skulle sidde en inspektør klar til at svare på Twitter-spørgsmål :-)
    Derimod er jeg lidt mere lunken overfor, at lade Twitter etc. “overtage” kommunikationen i sammenhænge, hvor det i forvejen er muligt at kommunikere direkte i det fysiske rum – som i klasseværelset i videoen. Jeg kan til en vis grad følge argumentet om, at formen virker engagerende på elever, som måske ikke har de store traditionelle læringskompetencer. Men måske man så snarere skulle satse på at bibringe dem dem de kompetencer – f.eks. ved at servere spændende og relevant indhold i undervisningen? Men selvfølgelig udelukker det ene ikke det andet….

    KH Lars

  2. Hej Lars,

    – og tak for kommentaren. Jeg tror heller ikke selv, at det ville være nemt at introducere dén slags på kulturarvsinstitutionerne. Der er nok også et betydeligt issue omkring Twitters udbredelse i Danmark, som vist endnu ikke er overvældende :-) Til gengæld er det jo mere udbredt i USA, og især i aldersgruppen 18-34 (http://mashable.com/2010/03/18/twitter-infographic/ ) Selvom en del bruger tjenesten til “pointless babble”, er brugen ifht. samtale og deling af information også betydelig, så det er ikke fremmed at tænkte tjenesten ind i en sammenhæng for vidensudvikling/vidensudveksling.

    Jeg kunne godt gætte på, at en del af en fremtidig udfordring netop er “både og” som du er inde på. At man fx også i formelle læringssituationer har mange flere simultane strenge at spille på i sin kontakt med eleverne.

    Det er jo nok ikke helt realistisk at forestille sig museumsinspektører, der sidder klar på TweetDeck´et lige pt. Men på den anden side: den eneste realtidskommunikation som de fleste kulturarvsinstitutioner tilbyder brugerne i dag er jo stadigvæk telefonen….

    Det er aldrig nemt med nye kommunikationsformer – gad vide om netop telefonen ikke også en gang har skabt udfordring, fordi den ringer, man skal tage den og bliver afbrudt i dét, man var i gang med?

    kh
    Charlotte

  3. Hej Thomas,

    – og tak for kommentaren!

    Jeg kan godt følge dig. Det er jo fx helt vidunderligt immersivt at sidde på en arkivlæsesal og synke helt ned i vi også kan være meget digitale og kommunikerende.

    Men … når du trækker stikket ud, så er der bare en anden, der må svare :-D

    bedste hilsner
    Charlotte

  4. Men facebook mfl. blokerer faktisk suicidemachine. Jeg prøvede i hvertfald på et tidspunkt at dele linket, og det kunne man slet ikke.

    Men problemet er måske også, at man i sidste ende også ville være nødt til at gøre noget ved alle postbudene for at få HELT fred. Ellers kommer de jo bare rendende med breve, som man skal besvare :-)

  5. Det er nemt at begå manuelt selvmord på facebook, at unfriende alle hvis man har ca. 250 kontakter tager ca. 5 minutter (har prøvet det to gange ;-)).

    Bortset fra det så tror jeg mere på dedikerede enheder, som dem man ser op Vejle Kunstmuseum, de har nogle “aktive punkter” ved bestemte værker som udløser en oplæsning. Jeg synes bare de mangler sådan set bare noget tovejs-kommunikation, og den kunne passende være crowdsourcet, altså linket til blogindlæg eller voice-annoteringer fra brugerne, disse skal, naturligvis, være modereret, men det ville være dejligt hvis man kunne stille spørgsmål, og få disse fanget, og sorteret efterfølgende.

    1. Hej Kim

      Din sidste idé kunne jeg godt se på en form for TwitterWall … eller lignende. Jeg har ikke prøvet eller set den løsning de har på museet i Vejle, men jeg har hørt den positivt omtalt. Faktisk er jeg endnu ikke truffet på et arkiv eller museum, som har en sådan “mange-vejs” kommunikation, der kombinerer bruger-bruger, bruger-institution og online-onsite. Men det kan jo være fordi jeg ikke har kigget ordentligt efter.

  6. Kim, jamen det afgørende her — og som har motveret diskussionen om virtuelt selvmord — er at du ikke kan slette din profil på Facebook. At du kan slette venner er jo rimeligt uproblematisk. Men at du ikke kan slette dig selv er straks værre. Den kendsgerning at Facebook blokkerer http://www.seppukoo.com og http://suicidemachine.org minder på en ubehaglig måde om Kinas internetcensur. Jonas har f.ø. påpeget detsamme i kommentarerne til http://www.corporeality.net/museion/2010/02/17/virtual-suicide-reclaim-your-real-life/.’

Der er lukket for kommentarer.