Kan ladder of online participation bruges som model for kulturarvsstigen ?


Mange kender sikkert den blå stige – ladder of on-line participation – fra Forrester. Også når det gælder kulturarv er der (vel?) forskellige niveauer for interesse, og dermed for deltagelse. Jeg har derfor prøvet at planke den blå stige. Formålet er – på aldeles u-empririsk baggrund – at lege lidt med ideen om hvorvidt man kunne optænke en lignende model for kulturarvsinstitutioner.

Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke er alle betegnelserne for de forskellige grupper, som jeg er helt tilfreds med. Et interessant spørgsmål er også, hvor mange mennesker, der er på stigens enkelte trin, og hvilke forhold, der kunne karakterisere dem.  Hvis de enkelte grupper “holder” – hvilke segmenter tilhører de så?

Uinteresserede
Der er folk, som ikke synes at historie eller relaterede emner er interessante.  Det er helt okay :-)

Passivister
Personer, der ikke er specielt interesserede. Passivisten vil fx gerne læse en nyhed i sin avis eller lignende, selvom det handler om noget fortidigt – men hun opsøger bestemt ikke historiske emner, fortællinger eller medier aktivt.

Narrativister
Interessen for kulturarv er til stede, men ikke nødvendigvis afgørende for, om man køber en bog, ser en film eller på anden måde interagerer med noget, der indeholder kulturarv. Der er mange andre ting, som spiller ind. Fx om indholdet fortælles som en god og spændende historie. Der skal være fx noget narrativt,  som er med til at skabe interesse ved fx et produkt.

Kultur-konsumenter
I denne gruppe er fx kernebrugerne af museer, købere af populærhistoriske magasiner eller lignende. Konsumenterne er superinteresserede i næsten alt, der har med kulturarv at gøre og har en vældig appetit på viden.  Det er vigtigt for dem at de får en oplevelse samtidigt med, at de får ny – formidlet – viden om kulturarv. Men i modsætning til narrativisten, er det kulturarven, og ikke formidlingen, der er det mest interessante.

Aktivister
Næste trin på trappen rummer aktivisterne. De vil gerne have et lidt mere forpligtende forhold i deres engagement. De skaber en ramme omkring deres interesse ved fx at melde sig i foreninger, hvor de er er med til at holde hjulene i gang. De  går også et lille skridt videre end kultur-konsumenterne, ved fx at søge mere viden gennem faglitteratur og de lidt mere “nørdede” tidsskrifter.

Producenter
På det sidste trappetrin står producenterne, som definerer egne projekter og opsøger steder, hvor de kan finde primære kilder. De lærer sig gerne nye færdigheder for at kunne finde frem til den viden, de søger. De producerer ny viden ved at samle oplysninger fra flere – også originale – kilder, og publicerer den evt. på blogs, (hjemmelavede) bøger etc.

Jeg har også haft fat i den seneste kulturvaneundersøgelse fra 2004, som bl.a. indikerer lidt om, hvor mange, der bruger hvilke former for kultur. Kulturhistoriske museer fremgår ikke eksplicit og spørgsmålet vdr. brug af arkiver angav, at flere kom på arkiv for “se udstillinger” og “benytte opslagsværker” end at bruge arkivalierne, hvilket umiddelbart virker vanskeligt at tolke, hvis man har kendskab til arkivernes tilbud og brugerskare. I en kommende undersøgelse kunne det også være relevant at få brug af on-line ressourcer med samt at få interesser belyst som et supplement til handlingerne. (Hvor mange interesserer sig egentlig for fx arkæologi, slægtsforskning, etnografi, det gamle Grækenkand, lokalhistorie etc?)

Er der nogle af grupperne, der holder i forhold til stigen, og som andre kan genkende?