Digitalisering af kulturarv – digitalisering af kulturarvsarbejdere


Der har været fokus på digitalisering af kulturarv i efterhånden meget lang tid. Ingen tvivl om at der er en stor og vigtig udfordring, men måske bør man også overveje, hvordan man får digitaliseret medarbejderne på kulturarvsinstitutionerne?

I 2006 nedsatte kulturministeriet en arbejdsgruppe, som senere har udsendt en omfattende rapport om emnet. Her redegøres der bl.a. for kulturarvens uhyre fysiske omfang – det drejer sig som bekendt om mange hyldekilometer af bind, pakker osv. Digitaliseringen – og den efterfølgende tilgængeliggørelse rummer selvfølgelig et stort demokratisk aspekt. Når ting er scannet og placeret på en website kan alle jo klikke ind og kigge på det:

“Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet – ja, principielt hele verden. Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv.” (Fra rapporten Digitalisering af Kulturarven)

Ingen tvivl om, at jo mere der scannes og lægges ud, jo flere kan få nemmere adgang til det, og blive klogere. Hvis de digitaliserede objekter eksponeres mod fx Google og Europeana, vil de blive meget synlige for overordentlig mange mennesker. Og ingen tvivl om, at interessen er til stede. Af rapporten fremgik bl.a., at alene Statens Arkiver har over 100.000 registrerede brugere på arkivalieronline og ca. 10.000 unikke brugere på denne site samt Dansk Demografisk Database pr. dag.

I dag er det sådan, at brugerne i høj grad selv finder frem til – og rundt i – det digitaliserede materiale. Sådan er det i et vist omfang også med de analoge tilbud. På læsesalene sidder brugerne og arbejder med materialerne selv. Men der er også personale – og andre brugere – som kan indgå i en dialog omkring materialet.

En aktiv kulturarvsbruger kan hurtigt løbe ind udfordringer: det kan være vanskeligt at læse/forstå en kilde. Det kan skyldes skrift, vanskeligt forståelige signaturer, etc.  og det kan være uigennemskueligt, hvor de næste kilder til belysning af ens emne skal findes.

En svensk arkivkollega brugte en gang begrebet “databasesygen”, for at beskrive forestillingen om, at alt var tilgængeligt for alle, blot det var placeret på en server med tilfredsstillende oppetid. At noget er tilgængeliggjort betyder ikke, at det også udgør en reel mulighed for “alle”. Der kan være brug for inspiration til at komme i gang, vejledning til brug, redskaber til tolkning m.m.

Hidtil har der- groft skåret – været to grundscenarier for kulturarvsinstitutioners tilbud:

a) Adgang til primært materiale og analog vejledning
b) Adgang til produkter, der rummer fortolkede fremstillinger

Model a er typisk arkivinstitutionens kerneydelse. En bruger anvender materiale, får personlig vejledning og udbygger evt. dette med input fra sit netværk. Netværket kan være personer hun kender, men også bekendtskaber som opstår i brugssituationen på grund af fælles interesser, Model b er fx museets  hovedydelse, udstillingen. Men et produkt, som indeholder fortolkning kunne fx også være publikationer, tidsskrifter, en traditionel website der publicerer en fremstilling, etc. Fællestrækket er, at der ikke tale om vejledning til eget brug af primært materiale, men om en formidlet tilgang. Er der tale om fx en udstilling, vil det ikke sjældent være sådan, at brugeren deler oplevelsen med andre i en på forhånd kendt gruppe (venner, familie etc.)

Men hvordan kunne brugssituationen for digitaliseret materiale se ud? Én model er naturligvis, at materialet placeres, sammen med inspirative temaer og vejledningstekster, således at brugerne kan tilgå det og selv benytte ressourcerne.

Men inspireret af Smithsonians “New learning model”: ville det ikke også være muligt at tænke i en mere netværksorienteret model? En model, som i højere grad tager udgangspunkt i digital dialog med kulturarvs”produkter” og som tænker både primære kilder og bearbejdede produkter ind som sociale objekter. Fx som i nedenstående tegning:

Medarbejdere på kulturaravsinstitutioner er fulde af viden om “deres” samlinger. Den vil naturligvis fortsat blive publiceret i monografier, tidsskrifter (hvis de findes :-)) m.m. Men kunne denne viden ikke også sættes i spil digitalt, i direkte konktakt, som det fx allerede kendes fra vejledningssituationer? Kan man tænke sig, at kulturarvsmedarbejdere tager aktivt del i relevante communities og fora, hvor ikke kun andre forskere, men også ikke-akademiske brugere deltager? At man fx rækker ud til digitale fora, hvor brugere allerede færdes? Kan man forestille sig former, hvor fx skype, gruppechat, mikroblogging m.m. supplerer telefonen som pt. er det eneste medie for realtidskontakt? Måske kunne man endda udvikle former, hvor det er emnerne – altså kulturarven – der er udgangspunktet, og ikke den enkelte institution?

Eksempler på institutioner, som bruger chat
Der er allerede initiativer, som arbejder med brugerkontakt i digital realtid. De fleste, som jeg er stødt på anvender chat som kontaktform. Det gælder fx følgende løsninger:
Tulane University Library offentliggør faste “chathours” på deres website
Biblioteket ved CBS i København har også faste chattider
Roskilde bibliotek har chat som kontaktform i åbningstiden
Folkebiblioteket i Vancouver tilbyder en form for Meebo-lignende sevice: Ask-Away
Det Kongelige Biblioteks chatservice viser hvem “chatbibliotekaren” er
Brabrants Historisch Informatie Centrum – bruger chat til arkivvejledning
International Museum of Women tilbyder en slags “chatforedrag”
National Archives har for kort tid launchet bla. et Virtual Classroom med fx video og chat