De syv dødssynder og kulturarvsformidlingen


Her på en langfredag er det tid til lidt (selv)ransagelse. I de seneste år er det som om dødsynder har fået et comeback.

Der var fx – i den mere humoristiske ende – en serie syndefulde is fra Frisko. En artikel fra Computerworld satte spot på De syv dødssynder inden for it-ledelse.  Og her i foråret har DR2 sendt en norsk programserie om dødssynderne hvor en ung fyr systematisk prøver at begå alle dem, han kan komme til.

Dødssynder – eller synder i det hele taget – er jo ikke noget vi normalt opererer med i et moderne samfund. Men helt tossede er de vel ikke. Er det ikke meget gode leveregler at prøve at undgå hovmod, dovenskab, raseri, og så videre? Og … hvis der kan være dødssynder i it-ledelse, så kan der måske også være nogle i digital formidling af kulturarv?

Jeg vover et – eller rettere 7 – små bud:

Hovmod
En selvcentreret tilgang til opgaverne og en klippefast tro på, at ens institution er så kendt og væsentlig, at alle både kender og værdsætter den. Derfor har ens projekt autoritet og opmærksomhed fra start – og alle kender webadressen på forhånd. Hvis det ikke skulle være tilfældet, så er det ikke institutionen, men brugerne, den er gal med. Hovmodet er en synd, fordi det kan forlede os til at leve i egen verden, og dermed mindske den almene oplevelse af, at både institutionerne og kulturarven er relevante. (Der må selvfølgelig heller ikke gå så meget jantelov i den, at man ikke tør tro man er noget …. :-)

Misundelse
Ærgelse over, at andre institutioner er “kommet først” med et spændende projekt, en ny teknokologi eller en begavet synsvinkel. Misundelsen stikker sit grimme fjæs frem, hvis man – i stedet for at glæde sig over kollegainstitutionens succes, kaster sig over det nye initiativ med en negativ holdning. Når der bare SKAL være noget galt! Det er en synd, fordi det ikke bidrager til udvikling af den samlede webviden – men er det en udbredt synd? (Jeg synes det egentlig ikke…)

Vrede
Vrede kunne være irritiation rettet imod brugernes forståelsesniveau, it-kompetencer og læseevner. Ærligt talt: hvis folk ikke kan finde ud af at læse tekster med for højt lixtal eller finde vores website på nettet, så må de tage sig sammen. Der er vel for  ?¤#/&%! grænser for, hvor meget stoffet skal tygges på forhånd? Vreden – eller irritationen – er en synd fordi den forhindrer en bredere adgang til kulturarven.

Dovenskab
Generelt er kulturarvsfolk alt andet end dovne! Men et element, der virker på samme måde som “rigtig dovenskab”, er fokusering på projekter i stedet for processer. Hvis man synes, at en site er færdig, når den er publiceret. Den bliver så  ikke monitoreret og udviklet – men ladt i stikken. Ikke noget med at overvåge statistik, holde øje med Google-placering på vigtige søgeord eller optimere løbende. Så når næste site skal laves, så sker det heller ikke ud fra viden om målgruppe eller inddragelse af brugere. Resssourcerne kan være knappe – men effekten er den samme, som hvis man ikke havde gidet :-)

Gerrighed
Kunne det være manglende vilje til at dele institutionens indhold? Fx at sætte det frit, så det kan bruges i mash-ups, trækkes ind i nye sammenhænge, etc. Den tilbageholdenhed, der bunder i fx krav om indtjening eller manglende ressourcer til afklaring af rettigheder tæller ikke her. Men den tilbageholdenhed, der bunder i frygt for, at folk måske bruger indholdet “forkert” eller i en opfattelse af, at man som institution har et grundlæggende monopol på fortolkning kunne måske nok kvalificere som syndig gerrighed? Hvis det findes, er det ihvertfald med til at begrænse mulighederne for materialets udnyttelse – og det er synd.

Frådseri
At frådse kræver som regel at der er noget at frådse med. Frådseri kræver ressourcer – og dog. Der er ét område, hvor det er relativt billigt at frådse, ved hele tiden at anskaffe nyt – nemlig domænenavne. Hvis der, hver gang man har modtaget midler til etablering af noget nyt på nettet, skal oprettes et helt nyt site med sit eget domæne… er det så ikke lidt frådseri? Man kunne jo også vælge at lade det nye produkt indgå i – og berige – allerede eksisterende sammenhænge. Frådseriet er syndigt, fordi man kan give forringet websynlighed for den kulturarv, som man egentlig gerne skulle formidle.

Begær
OK – dén er vanskelig. Den digitale kulturarvsformidling rummer næppe meget “begær” i ordets sædvanlige betydning. Men der er måske begær efter at være  teknologisk på forkant med egne, innovative løsninger?  Eller begær efter at være først på nye tjenester? At være helt fremme i bussen med nye teknologier – også selvom det skulle ske på bekostning af muligheden for at give brugere langt simplere produkter, som de efterspørger. Begæret kunne også være den forfængelighed som gør, at man som individuel projektejer hellere vil lave et nyt selvstændigt produkt i stedet for at bidrage til noget fælles – selvom det måske var bedre for brugerne. Forfængelighed er også en synd, men dog ikke så slem, at den er på hardcore-listen.

Endeligt er der jo også dem, der er så forfængelige og hovmodige, at de begynder at skrive blogindlæg om hele kulturavsbranchens syndefuldhed.  Det er nok også ret syndigt. Men – hånden på hjertet – så er der faktisk et par af de ovenstående, som jeg godt kan skrive lidt under på, og det kvalificerer måske til en smule absolution :-)

Måske er der nogen, der har andre bud end ovenstående, eller som har mere lyst til at tage det lidt mere positive udgangspunkt, og kaste sig over de fire kardinaldyder: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse.

Billedet forestiller dødssynden hovmod (af Hieronymus Bosch – fra Wikimedia http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Jheronimus_Bosch_Table_of_the_Mortal_Sins_(Superbia).jpg )