Efter digitaliseringen – hvordan skal vi bruge kulturarvens rum?


Når mere og mere kulturarv bliver tilgængeligt digitalt, hvad så med de fysiske steder? Vil det om få år være sådan, at alle sidder hjemme og bruger arkivalier, fotos og oplysninger om genstande – mens vindheksene suser gennem tomme gange på museer og arkiver?

Sådan bliver det nok ikke helt, men jeg tror, at spørgsmålet om hvordan institutionerne ser deres rolle i forhold til brugen af den digitaliserede kulturarv, ikke er uvæsentligt. Især hvis man anvender fysiske besøg på bestemte steder som en del af sin succesmåling. Antallet af kontaktflader, diversiteten i den opnåede kontakt, intensiteten, antal digitale brugere – der er mange andre forhold, som kunne indgå i nye, opdaterede, parametre for måling.

I gamle dage var det sådan, at arkiver havde arkivalier, biblioteker havde bøger og museer havde genstande. Målet er, at den kulturarvsinteresserede kan interagere med stadigt større dele af denne mængde af oplysninger, viden m.m. digitalt. Men giver det så fortsat mening at tænke formidling, aktivitet og vejledning om kulturarv ind i “de tre gamle kasser”, der var baseret på kulturarvens forskellige fysiske fremtrædelsesformer?

I Sverige tilbyder Historiska Museet fx foredrag om slægtsforskning, som ikke just er et musealt kerneområde. I et nyligt indlæg How Different Types of Museums Approach Participation på sin (i øvrigt fremragende) blog museum2.0 skriver Nina Simon: “Because of the incredible popularity of genealogy as an activity, history museums are also excellent places for visitor-generated or -supported research projects”. Jammen – det er da arkiverne, der har “monopol” på genealogi, fordi de fra gammel tid har kilderne?

Både Historiska og Nina Simon ser jeg som eksponenter for en ny måde at tænke og bruge kulturarvsressourcer på. Er der nogen grund til at tro, at det sociale rum omkring digitaliseret kulturarv vil være begrænset til, eller forbeholdt de  institutionstyper, som oprindeligt havde “monopol” på materialet, den gang det kun fandtes fysisk ét sted? Når det er derude, kan enhver – institution, forening, enkeltperson, privat firma – gå i gang med at skabe de rum, som tiltrækker og fastholder brugernes interesse. Det gælder digitalt – men hvorfor ikke også fysisk?

En iagttagelse er, at fx de steder på nettet, som er mest succesrige målt i brugerinteresse – alexa´s top sites – ikke er steder, der tilbyder et eget produkt eller et “materiale”. Det er rum og steder, hvor brugeren kan forholde sig til informationer m.m. som andre allerede har stillet til rådighed. Man kan søge, diskutere, dele, etc. en masse ting, som kommer andre steder fra.

Vil “institutionskonvergens” komme på dagsordenen i de kommende år? Kunne man forestille sig “historiecentre”, fx som del af eksisterende institutioner, hvor brugere har mulighed for at anvende alle former for digitaliseret materiale? “Fysiske” communities med aktiviteter, vejledning m.m.? Og med mulighed for digital deltagelse for folk, der ikke er fysisk til stede? Og kombineret med udstillinger, foredrag etc.?

Set fra brugerens side kunne det – er mit gæt – være en interessant mulighed. Kulturarvsbrugere er interesserede i emner (arkæologi, slægtsforskning, toghistorie etc.) Den primære interesse er ikke i de institutioner, der af gode – men historiske – årsager, opbevarer de fotos, bøger, dokumenter og genstande som til sammen rummer den viden om emnet, som hun efterspørger.