Lav din egen brugergenererede museumstur til iPhone


Ovre på formidlingsnet.dk har Nina Granlie lagt en interessant post om, hvordan kulturarv kan blive mere interessant for de digitale generationer. Der er snakket lidt frem og tilbage om emnet og holdningen i tråden er, at man næppe kan lokke ungdommen til blot ved at åbne op for, at man kan bruge fx sin telefon i en udstilling på et museum :-). Personligt tror jeg derimod, at det kan have meget uheldige konsekvenser hvis man undlader at forholde sig til, at the amplified individual anvender disse redskaber lige så naturligt, som andre tager en folder eller læser en tekst.

I forlængelse diskussionen delte Nina et meget interessant link, til siten http://www.musetrek.com, som gør det muligt for brugere at lave deres egne ture på kulturarvssteder og dele dem i et community. Jeg har straks oprettet en brugerkonto, men stor var skuffelsen, da jeg opdagede, at man ikke kan oprette nye venues, men kun anvende dem, der allerede er oprettet. Æv! Jeg havde ellers lige lagt billeder m.m. klar til at lave en tur rundt i Den Gamle By :-(

Men ideen med de brugergenererede ture er meget spændende, og en del af sitens missionsstatement fra dens skabere er meget i pagt med tidsånden: “we were no longer satisfied with simply observing cultural venues or accepting the traditional wisdom on what culture is, or ought to be. Instead, we now seek a conversation; we want to participate in creating culture“. Altså: vi vil ikke længere kun have institutioners og eksperters indgang til, hvad kultur er, og hvad man bør se – vi vil selv lave vores egne bud og dele med andre. Jeg kan lave en tur rundt på et kunstmuseum og tage udgangspunkt i, at alle billederne er grønne eller at der er en hund på dem alle sammen, hvis jeg har lyst til det.  Jeg kan finde de objekter på det kulturhistoriske museum, som jeg synes er interessante, fordi der er guld på dem alle sammen, eller fordi de allesammen har hank…. eller noget helt femte.

Den fremtid, hvor det ikke kun er institutionerne, der kontekstualiserer sine genstande er en fremtid, der allerede er her. Kulturarvsbrugeren har allerede mulighed for at tage alverdens viden med i sin lomme,  tilgå netleksika m.m. i stedet for at læse institutionens vejledninger.

Det fremhæves ofte, at museumsbesøg er en social forteelse – man kommer sammen med venner/familie, og går rundt og snakker om dét man ser og oplever, og de erindringer som det fx bringer frem. Et synspunkt kunne derfor være, at der egentlig altid har været mulighed for selv at kontekstualisere sammen med andre, også i institutionens eget rum. Men som med så meget andet giver det nye muligheder, både for indhold og kommunikation, når der bliver sat strøm til, og man kan dele på tværs af kontinenter og være i kontakt med endnu flere bud på, hvilke ting, der kan sættes sammen til helheder og forløb.

Jeg kunne godt gætte på, at musetrek næppe er den sidste site af denne type som ser dagens lys – måske er der allerede flere derude?

7 comments

  1. Er det bare mig, eller fortæller de ikke på deres hjemmeside, at man selv kan oprette ventures? Det var vist også sådan i starten med foursquare, så det kommer nok til applikationen.

    / Morten

  2. Kære begge,

    Mange tak for kommentarer! Jeg synes også dette er et meget spændende felt – men lidt ærgerligt at siten kun er til iPhone.

    …og Morten, du har helt ret. De skriver fuldstændig klart og tydeligt, at brugere ikke selv kan oprette venues. Man skal selvfølgelig læse før man tænker og skriver. Men nogen gange kan man blive så ivrig, at man lige glemmer det :-)

    bedste hilsner
    Charlotte

  3. Brooklyn Museum har et tiltag som i grundstrukturen minder om dette. Forskellen er, at det er koncentreret om museets egne genstande – og altså ikke flere forskellige museer – og så foregår det på ens computer – hvilket jo ikke er en forhindring for at tage det med på sin I-phone: http://www.brooklynmuseum.org/community/posse/

    Det interessante ved disse sider er, at de ikke kun er for børn og unge, men for alle. Ind i mellem har jeg en fornemmelse af, at museer glemmer at voksne også vil lege og skabe deres eget indhold. Jagten på de unge gør, at fokus retter sig mod dem, fremfor hvordan museet kan gøre det endnu mere interessant for de eksisterende brugere. Som så i tilgift måske kan lokke en teenager med på museum. For hånden på hjertet, hvor mange af os og vores kammerater var helt pjattede med museer i den alder? og ville hellere på Nationalmuseet end på stranden? – Det er muligvis det forkerte forum at stille dette retoriske spørgsmål, men så tænk på jeres klassekammerater :-). Uden at have det helt store statistiske materiale at læne mig op af, så vil jeg vove den påstand, at grundstenen for at blive en ivrig museumsgænger bliver lagt gennem rollemodeller som familie og andre voksne i omgangskredsen. Og, hvis de bliver endnu gladere for at gå på museum, hvad kan det så ikke føre til :-)

  4. Ja jeg var også selv temmelig skuffet over netop ikke at kunne skabe noget selv, for idéen med Musetrek er rigtig god. Jeg talte dog med folkene bag Musetrek og det viser sig, at de er i gang med en beta version som netop gør det muligt at skabe sine egne venues. Det skulle være under udrulning i dk og de vil meget gerne samarbejde, så jeg er sikker på, at de vil hjælpe dig, hvis du gerne vil lave et trek til den gamle by – det trek kunne jeg godt tænke mig at prøve :-)

  5. Hej begge,

    Jeg synes, at du har helt ret Birgitte: Voksne kan også være interesserede i at skabe sit eget indhold, opleve og “gå til” historien med alle sanser. Der er ikke rigtigt nogen grund til, at disse måder at forholde sig til kulturarv på kun skulle være forbeholdt børn og unge! Der bør også være plads til legende og immersive kulturarvsoplevelser for os over 25 (…og dét der er værre!)

    Efter at jeg så din besked Nina, har jeg kontaktet musetrek, og det er museerne selv, der skal rette henvendelse for at blive oprettet – men de er faktisk interesserede i det danske område, så forhåbentlig hører jeg mere. Men jeg har indtryk af at der måske er noget med betaling…. men det vil tiden vise. Jeg synes det er et spændende koncept, og det var virkelig dejligt at din post på formidlingsnet gjorde mig opmærksom på det!

    bedste hilsner
    Charlotte

  6. det lyder godt, er glad for at kunne hjælpe :-)
    håber at det en dag lader sig gøre her i Danmark, jeg kunne da godt tænke mig at skabe et trek! Men ja, det kan godt være at der er et gebyr, selvom det jo ikke er særlig “web 2.0-agtigt” – musetrek vil jo bare blive bedre og bedre af, at alle kunne lave treks

Der er lukket for kommentarer.