Hvordan får man mod til arkivbesøg?


Berlingske Tidende bringer den 25. juni et interview med den nye rigsarkivar, som bl.a. opfordrer folk til at tage mod til sig og bruge landets arkiver, de statslige ikke mindst, naturligvis. Arkiver er – som rigsarkivaren siger – noget der skal bruges. 1 million brugere på Statens Arkivers webtjenester vidner om, at det bestemt også sker, men der er næppe tvivl om, at der nok findes et uudnyttet brugspotentiale. Der er mange udfordinger for brug af arkivet som kulturarvsinstitution. Hvad er de vigtigste hindringer for brug af arkiver, og hvordan kan vi komme dem til livs? Jeg har 4 bud på udfordringer – og håber at andre vil supplere med flere, samt naturligvis med løsningsmodeller ;-)
 

1) Brugeren skal have et formål for at komme på et arkiv
Museer og biblioteker er langt nemmere at benytte. På et museum kan man komme uden andet formål end at ville “kigge”. Man skal ikke begrunde sin tilstedeværelse, man behøver faktisk slet ikke forholde sig til personalet, men kan gå rundt og se på de udstillede genstande uden at ville noget særligt. Besøget kan være visuelt og helt uforpligtende. På biblioteket kan man til dels også “komme for at kigge”, fx hvis der er en udstilling eller et arrangement. Men fremfor alt tilbyder biblioteket en lettilgængelig service: udlån af kendte medier, som brugeren kender og kan betjene: bøger, cd, etc. Ved et arkivbesøg skal brugeren derimod have defineret et eget formål, noget konkret som hun gerne vil finde frem til eller skaffe sig viden om. Tilmed kan brugen af arkivalierne være vanskelig (fx hvis man ikke læser håndskrift). På arkivet er det ret svært blot at komme “for at kigge”.

2) Arkivet er en “ukendt” institution
Det er få mennesker, som har kendskab til arkiver, før de har brugt dem. Det er derimod vanskeligt blot at komme gennem folkeskolen uden at stifte bekendtskab med et bibliotek. Det er dér man går hen, når man skal have fat i viden til brug for skoleopgaver m.m.
De fleste vil også blive taget med på museum i forbindelse med skoleundervisningen. Muligvis varer det mange år, inden de føler trang til frivilligt at vende tilbage. Men de har mødt institutionen,  fået at vide, hvad det er og ved selvsyn fået en oplevelse af hvad man “kan” et sådant sted. Skoletjeneste, skolebesøg m.m. er stadig kun noget som relativt få danske arkiver, især større stadsarkiver, beskæftiger sig med.

3) Arkivets åbningstider
Museer er åbne i weekender, ferier og på andre tidspunkter, hvor også den erhvervsaktive del af befolkningen kan komme på institutionen. Biblioteker har i reglen aftenåbent flere gange om ugen, fx til kl. 19-20. Arkivers åbningstider ligger ofte i tidsrummet 10- 17, måske med lørdagsåbent eller en ugentlig/månedlig aftenåbent-dag i vinterhalvåret. (Hertil skal lægges den “digitale åbningstid” for arkiver, som tilbyder adgang til fx højfrekvente dele af samlingerne via nettet)

4) Mangel på “digital vejledning”
Bibliotekerne har været blandt de første til at anvende nye redskaber i brugerkommunikationen, bl.a. chat. Når en institutions indhold kommer på nettet, er det naturligt at overveje, om de “analoge relationer”, der er skabt omkring det også følger med.  Danske arkivbrugere kan – helt gratis – få adgang til især nogle af de hyppigst benyttede personalhistoriske kilder. Og det er naturligvis supergodt! Men vejledning fra arkivet fås stadigvæk i reglen kun ét sted, nemlig på de fysiske arkiver. Enten skal brugeren tage derhen, eller vedkommende skal ringe/maile/skrive one-to-one  med arkivet.

Af de tre ovenstående udfordringer hænger de to første en del sammen. Hvordan får en bruger ideen til at benytte et arkiv, hvis vedkommende ikke kender institutionen netop så godt, at det giver en fornemmelse af, hvad man kan få ud af det? Spørgsmålet om synlighed og kendskab er en vigtig komponent for fremtidens arkivbrug.  Kan arkiver, gennem brug af tiltag som udstillinger – som fx i Skattkammeret på Riksarkivet  i Oslo eller anknytning til oplevelsesøkonomi (som fx SVAR i Ramsele) opnå et større almenkendskab? Kan arkivet som kulturarvsinstitution i det hele taget blive en meget mere synlig aktør  i det offentlige rum (både digitalt og analogt).

Arkivet har – fremfor andre kulturarvsinstitutioner det særkende, at dets hele virksomhed er indrettet på, at brugere selv skal håndtere og vurdere  primære, ufortolkede kilder. I en verden, hvor evnen til at bedømme og validere information bliver stadigt mere vigtig, har arkivet et unikt læringspotentiale. Det gælder naturligvis for skoleelever, men samtidigt er det væsentligt også at være opmærksom på de kvaliteter, som arkiver har for informel læring (Dette er fx også et punkt i Storbritanniens Archives for the 21st. Century som blev udgivet sidste år)

Den vejledende digitale tidstedeværelse er endnu et udviklingsområde. De fleste institutioner tilbyder kun telefon som medie til realtidskommunikation. Men Brabants Historisch Informatie Centrum arbejder med chat til kontakt og vejledning. I National Archives omfattende undervisningsområde, der i øvrigt også eksperimenterer med bl.a. Twitter som læremiddel, kan undervisere bestille egentlige digitale undervisningsforløb, hvor en arkivar “kommer ud” i klassen digitalt. En helt anden model ligger i overvejelsen om, hvorvidt de hidtidige rammer for læring er relevante i læringssituationer, der i stadigt stigende grad bygges op omkring communities, hvor deltagere bidrager ud fra forskellige kompetencer og videnspositioner.

I Storbritannien har MLA for få år siden gennemført en landsdækkende brugerundersøgelse for arkiver. Herhjemme har Kulturarvsstyrelsen for nyligt gennemført en landsdækkende og grundig undersøgelse af museumsgæster. En national arkivbrugerundersøgelse af samme omfang og med sammenlignelige kategorier m.m. ville være et interessant redskab i den videre udvikling.  

arkivformidlingsbloggen samles jævnligt op på (og fortælles om) tiltag indenfor det danske/nordiske miljø af arkivpædagoger/arkivformidlere. I England og USA er de nationale arkiver langt fremme med synlighed og brugerdialog – David Ferrieros blog om bl.a. tilgængelighed er et godt eksempel.

Spændende,  hvis nogle af alle disse tiltag kunne samles, evalueres  og – på baggrund af en national arkivbrugerindersøgelse – indgå i en handlingsplan for en samlet strategi rettet imod mere arkivsynlighed og mere, bredere brug af arkiver, uanset sektor.

Links:
Rapport fra nationellt uppdrag i arkivpædagogik
Archives for the 21st Century
David Ferriero´s blog: Collector in Chief
Attendance of Archive Centres (2008)

Indlægget er cross-blogget på http://arkivformidling.wordpress.com

5 comments

  1. Der er ingen tvivl om, at du har fat i mange af de centrale problemstillinger for arkiver. Jeg husker tydeligt første gang, at jeg var på arkiv som historie-studerende. Det var overvældende, selvom vi havde fået en grundig introduktion til registranter mm.
    Derfor kunne den “tyske model” også være interessant i danske sammenhænge. Da jeg besøgte Landesarchiv Schleswig-Holstein i forbindelse med mit speciale, blev jeg bedt om at sætte mig at vente, efter jeg var blevet indskrevet. Jeg syntes, det var noget underligt noget. Jeg var der jo for at være effektiv. Efter få minutter kom en af arkivarerne ned til mig og bad mig kort om at fortælle om mine undersøgelser. Herefter hjalp han mig med at slå op i samtlige registranter, og kom også med adskillige bud, som jeg ikke selv havde tænkt på. Hans kendskab til arkivet betød, at min søgning blev målrettet, og en del arkivalier med det samme blev enten fremhævet eller nedprioriteret.
    Den kyndige vejledning gjorde, at jeg i de efterfølgende dage var langt mere effektiv og fortrolig med arkivets opbygning – og dermed brugte mindre af de ansattes tid. Vejledningen tog ½ time og var en god oplevelse.
    For mange førstegangs-besøgende kunne en sådan målrettet vejledning sikkert være en effektiv “demystifier” af arkivet, og skabe et trygt rum hvor der er plads til de mange spørgsmål, som en overordnet introduktion til et arkiv ikke efterlader tid eller plads til. Denne metode er især gavnlig ved besøgende, der inden har kontaktet arkivet telefonisk eller via mail, således at arkivarerne kender en smule til sagen på forhånd.

  2. Hej Nina,
    – og tak for kommentaren! Målrettet vejledning til den enkelte er jo noget af det arkiver er rigtig gode til, at servicere individuelt. Jeg tror også, at det virkelig kan hjælpe mange til at få skovlen under et emne, der undersøges med brug af arkivalier og animere til genbesøg.

    Det kan måske også – gennem mund-til-øre-metoden være medvirkende til at andre får indtryk af, at det med arkiver ikke er så vanskeligt endda. Og så er der måske flere der tager mod til sig.

    Jeg mener, at bl.a. Københavns Stadsarkiv også har haft nogle tilbud om særlig vejledning (vist også ca. 1/2 time) for studerende. Jeg synes i hvertfald at dine slesvigske oplevelser har en stor pointe; at det for mange er den første kontakt, der er supervigtigt.

    Netop for studerende tror jeg også at der kan være en pointe i at komme i gang med at bruge arkivalier så tidligt som muligt… så det med at bruge originale kilder ikke virker som noget, man skal “mande sig op til” længere henne i studiet

  3. Kære Charlotte

    Jeg tror, at en central pointe for Statens Arkiver er, at det er alt for let at prøve at gabe over for meget. Det der er behov for på brugersiden er at koncentrere sig om tiltag der på en økonomisk måde sikrer den bedste og bredeste adgang og vejledning for flest mulige brugere – og her må der træffes nogen valg – og det betyder også nogle fravalg.

    Det er efter min mening et centralt problem for Statens Arkiver at der er foretaget for mange til- og for få fravalg og at nogen af tilvalgene ikke er koordinerede. Det viser sig tydeligt i de mange forskellige webtjenster (www.sa.dk, DAISY, AO, Dansk Demografisk Database) – men også i, at der stadig opretholdes 6 læsesale med fuld åbningstid uanset at antallet af besøgende er faldet drastisk efter at AO er kommet.

    Du er selv inde på åbningstiderne – Statens Arkivers 6 læsesale har åbent utroligt mange timer – men som du skriver ikke når folk har fri! Kan man på en gang reducere antallet af åbne timer og så flytte dem til de “rigtige tidspunkter” kan man måske på en gang spare penge og gøre service bedre?

    Man må også se på hvad det er for nogen brugere der fortsat kommer. Har de nuværende brugere en anden profil end før AO? – kræver de en anden form for vejledning og måske andre fysiske rammer end dem der kom før – kan “førstegangsvejledningen” måske med fordel flyttes til nettet og erstattes af en mere “ekspert-orienteret” vejledning på læsesalene? Kan man lægge mere vægt på en dialog-orienteret vejledning via en kombination af blog, “spørg-arkivaren” og “face-to-face”-vejledning og måske i virkeligheden nå frem til, at Statens Arkivers hovedtilbud er nettet og at læsesalene er noget hvor man bestiller tid på forhånd og til gengæld får ekspertvejledning?

    Jeg tror, at Statens Arkivers læsesale fremover i højere grad bliver steder hvor “ekspertbrugere” kommer for at lave undersøgelser som ikke kan laves på nettet – det burde udnyttes – og i det hele taget bør disse “ekspertbrugeres” enorme energi og viden udnyttes bedre – bare et eksempel: hvorfor ikke opstille professionelt digitaliseringsudstyr på læsesalene sådan, at brugerne kan stå og selv digitalisere de arkivalier de har behov for – mod at de selvfølgeligt lige afleverer en kopi af det pågældende som efter lidt kvalitetskontrol kan lægges op på AO?

    Min private vision for Statens Arkivers brugerkontakt tager udgangspunkt i, at man for alt i verden må undgå at gøre læsesalene til det sted hvor man skal møde nye brugere – det er simpelthen for dyrt. Visionen for mig vil være noget i retning af, at man lavede en samlet og ressourcestærk webtjeneste hvor der både var regulær arkivformidling, digitaliserede arkivalier, DAISY, faciliteter til frivillig registrering og ikke mindst mulighed for vejledning på forskellige niveauer og gerne integration til resten af ABM området, og at man så til gengæld sparede væsentligt på læsesalsformidlingen – for min skyld gerne ved at reducere antallet af læsesale til 4 eller 5 (ved f.eks. at nedlægge Jagtvej og enten Viborg eller Århus), reducerede åbningstiderne etc., forbedrede mulighederne for at låne arkivalier eller bestille scanning-on-demand etc.

  4. @Formål?! Der er vel intet i vejen for at lade arkivet fungere også som museum? Vi kan ikke ud¬stille ”alt”, men vi kan snildt udstille enten repræsentative og/eller enestående (”ENB”) og/eller unikke arkivalier (de kgl. adresser”) og/eller arkivalier med en historie alle kan forstå (en kollegas favorit er logbogen for Hvide Ørn med ”Peder Wessel” på den ene side, og ”Tordenskjold” på den næste) osv. Jeg har foreslået at vi på LAK ser på de nye bøger der udkommer med LAK arkivalier som kilde. Bogen og kilderne kan så udstilles for en stund. Jeg kan sagtens følge, ”at det er svært blot at komme forbi for at kigge” – men det må vi så adressere!
    @Kendskab?! En kollega og jeg skrev et notat om Branding til den tidligere SA-ledelse. Der blev takket, og det blev skudt til hjørne. Et af vores mål var ”Alle danske skolebørn skal besøge Rigs¬arkivet eller et landsarkiv.” Det mener jeg stadig! Der er startet nogle ombygningsovervejelser om læsesalen på RA. Her har jeg foreslået et lille auditorium, hvor der lige skal være plads til en standard skoleklasse. Da der nys er erklæret sparerunde fra KUM, er det ikke lige oppe over at få det etableret 
    @Åbningstider?! På RA er læsesalen åben uden for normal åbningstid for aftenskoler et par dage om måneden. Det burde være lige til højrebenet at åbne på samme vilkår for andre (ingen ekspedition, ej heller af reserverede arkivalier fra det lukkede magasin, så dvs. kun adgang til selvbetjeningshylderne). Jeg får at vide at 90% af lørdagsgæsterne også kommer til hverdag, så det er meget få, der kun er her om lørdagen. Selv har jeg det sådan, at vi bør eksperimentere et års tid eller så, og så lade resultaterne bestemme åbningstiden. Hvis vi spørger brugerne, svarer de jo altid ”ja tak” på spørgsmål rettet mod åbningstiden (selvfølgelig skal arkiverne også holde åbent ”i det tidsrum og det tidsrum”).
    Primære ufortolkede kilder? Javist, men vi kan vel også finde nogle arkivalier som forskellige generationer har tærsket på, og så illustrere forskellene over tid. Det er vel også en udstilling, at historien så sandelig bliver skrevet om, men kilderne lader vi være!

  5. Hej Allan og Michael,

    Tak for gode kommentarer! De statslige arkiver er naturligvis noget særligt. Jeg tror, at alle, der har været tæt på Statens Arkivers rige samlinger kan pinde “yndlingsarkivalier” ud (jeg har også et par favoritter!). Denne type arkivalier – især dem der har historisk X-faktor, som Michael er inde på, har oplagte formidlingsmæssige kvaliteter.

    Personligt tror jeg, at en del af vejen til at fortælle om arkivernes fantastiske indhold og tilbud – og skabe mod til at bruge dem – er at gøre arkiver mere synlige udenfor arkivinstitutionerne. Mange arkiver deltager jo fx i lokale kulturfestivaler, udstillinger, kunstprojekter, skoletiltag o.lign. sideløbende med tilgængeliggørelses/vejledningsopgaverne.

    Selv ser jeg heller intet i vejen for at arkiver kan udstille (..og der er virkelig mange, der rent faktisk gør det). Men ser man på de opgaver som hhv museer og arkiver skal løse, så har den ene institution “formidling” som én af sine søjler – og den anden skal “stille til rådighed” og “vejlede brugerne”. Der giver forskellige traditioner – men vil det nødvendigvis fortsætte? Eller er vi på vej mod institutionskonvergens, meget mere samarbejde og udgangspunkt i relationen emne-brugergrupper, snarere end traditioner?

    Skal de fysiske rum være ekspertlæsesale eller historiske læringsrum for bredere grupper, herunder skolebørn? Stort spørgsmål. Der sker interessante ting på “Skoletjeneste”-området i disse år, fx Storbritannien og Holland, men bestemt også i Danmark. For ikke at tale om Sverige, hvor Skånes Arkivforbund allerede for del år siden arbejdede med mottoet om, at skolebørn SKAL have mulighed for at lære hvad et arkiv er.

    Men véd vi egentlig nok om, hvad folk synes om arkiver? Hvad med en national imageundersøgelse for arkiver, mage til den, som museerne lavede i 2000 (tror jeg det var). Hvad mener brugere/ikke-brugere om arkiver? Synes man at arkiver er en vigtig kultursarvsinstitution? Hvad tror man, at arkiver kan? Skal der bruges flere/færre penge på arkivdrift? …. og er “Arkivdanmark” tilfreds med resultatet? Hvis ikke – hvad skal arkiverne så gør ved det?

Der er lukket for kommentarer.