Hvordan får man mod til arkivbesøg?


Berlingske Tidende bringer den 25. juni et interview med den nye rigsarkivar, som bl.a. opfordrer folk til at tage mod til sig og bruge landets arkiver, de statslige ikke mindst, naturligvis. Arkiver er – som rigsarkivaren siger – noget der skal bruges. 1 million brugere på Statens Arkivers webtjenester vidner om, at det bestemt også sker, men der er næppe tvivl om, at der nok findes et uudnyttet brugspotentiale. Der er mange udfordinger for brug af arkivet som kulturarvsinstitution. Hvad er de vigtigste hindringer for brug af arkiver, og hvordan kan vi komme dem til livs? Jeg har 4 bud på udfordringer – og håber at andre vil supplere med flere, samt naturligvis med løsningsmodeller ;-)
 

1) Brugeren skal have et formål for at komme på et arkiv
Museer og biblioteker er langt nemmere at benytte. På et museum kan man komme uden andet formål end at ville “kigge”. Man skal ikke begrunde sin tilstedeværelse, man behøver faktisk slet ikke forholde sig til personalet, men kan gå rundt og se på de udstillede genstande uden at ville noget særligt. Besøget kan være visuelt og helt uforpligtende. På biblioteket kan man til dels også “komme for at kigge”, fx hvis der er en udstilling eller et arrangement. Men fremfor alt tilbyder biblioteket en lettilgængelig service: udlån af kendte medier, som brugeren kender og kan betjene: bøger, cd, etc. Ved et arkivbesøg skal brugeren derimod have defineret et eget formål, noget konkret som hun gerne vil finde frem til eller skaffe sig viden om. Tilmed kan brugen af arkivalierne være vanskelig (fx hvis man ikke læser håndskrift). På arkivet er det ret svært blot at komme “for at kigge”.

2) Arkivet er en “ukendt” institution
Det er få mennesker, som har kendskab til arkiver, før de har brugt dem. Det er derimod vanskeligt blot at komme gennem folkeskolen uden at stifte bekendtskab med et bibliotek. Det er dér man går hen, når man skal have fat i viden til brug for skoleopgaver m.m.
De fleste vil også blive taget med på museum i forbindelse med skoleundervisningen. Muligvis varer det mange år, inden de føler trang til frivilligt at vende tilbage. Men de har mødt institutionen,  fået at vide, hvad det er og ved selvsyn fået en oplevelse af hvad man “kan” et sådant sted. Skoletjeneste, skolebesøg m.m. er stadig kun noget som relativt få danske arkiver, især større stadsarkiver, beskæftiger sig med.

3) Arkivets åbningstider
Museer er åbne i weekender, ferier og på andre tidspunkter, hvor også den erhvervsaktive del af befolkningen kan komme på institutionen. Biblioteker har i reglen aftenåbent flere gange om ugen, fx til kl. 19-20. Arkivers åbningstider ligger ofte i tidsrummet 10- 17, måske med lørdagsåbent eller en ugentlig/månedlig aftenåbent-dag i vinterhalvåret. (Hertil skal lægges den “digitale åbningstid” for arkiver, som tilbyder adgang til fx højfrekvente dele af samlingerne via nettet)

4) Mangel på “digital vejledning”
Bibliotekerne har været blandt de første til at anvende nye redskaber i brugerkommunikationen, bl.a. chat. Når en institutions indhold kommer på nettet, er det naturligt at overveje, om de “analoge relationer”, der er skabt omkring det også følger med.  Danske arkivbrugere kan – helt gratis – få adgang til især nogle af de hyppigst benyttede personalhistoriske kilder. Og det er naturligvis supergodt! Men vejledning fra arkivet fås stadigvæk i reglen kun ét sted, nemlig på de fysiske arkiver. Enten skal brugeren tage derhen, eller vedkommende skal ringe/maile/skrive one-to-one  med arkivet.

Af de tre ovenstående udfordringer hænger de to første en del sammen. Hvordan får en bruger ideen til at benytte et arkiv, hvis vedkommende ikke kender institutionen netop så godt, at det giver en fornemmelse af, hvad man kan få ud af det? Spørgsmålet om synlighed og kendskab er en vigtig komponent for fremtidens arkivbrug.  Kan arkiver, gennem brug af tiltag som udstillinger – som fx i Skattkammeret på Riksarkivet  i Oslo eller anknytning til oplevelsesøkonomi (som fx SVAR i Ramsele) opnå et større almenkendskab? Kan arkivet som kulturarvsinstitution i det hele taget blive en meget mere synlig aktør  i det offentlige rum (både digitalt og analogt).

Arkivet har – fremfor andre kulturarvsinstitutioner det særkende, at dets hele virksomhed er indrettet på, at brugere selv skal håndtere og vurdere  primære, ufortolkede kilder. I en verden, hvor evnen til at bedømme og validere information bliver stadigt mere vigtig, har arkivet et unikt læringspotentiale. Det gælder naturligvis for skoleelever, men samtidigt er det væsentligt også at være opmærksom på de kvaliteter, som arkiver har for informel læring (Dette er fx også et punkt i Storbritanniens Archives for the 21st. Century som blev udgivet sidste år)

Den vejledende digitale tidstedeværelse er endnu et udviklingsområde. De fleste institutioner tilbyder kun telefon som medie til realtidskommunikation. Men Brabants Historisch Informatie Centrum arbejder med chat til kontakt og vejledning. I National Archives omfattende undervisningsområde, der i øvrigt også eksperimenterer med bl.a. Twitter som læremiddel, kan undervisere bestille egentlige digitale undervisningsforløb, hvor en arkivar “kommer ud” i klassen digitalt. En helt anden model ligger i overvejelsen om, hvorvidt de hidtidige rammer for læring er relevante i læringssituationer, der i stadigt stigende grad bygges op omkring communities, hvor deltagere bidrager ud fra forskellige kompetencer og videnspositioner.

I Storbritannien har MLA for få år siden gennemført en landsdækkende brugerundersøgelse for arkiver. Herhjemme har Kulturarvsstyrelsen for nyligt gennemført en landsdækkende og grundig undersøgelse af museumsgæster. En national arkivbrugerundersøgelse af samme omfang og med sammenlignelige kategorier m.m. ville være et interessant redskab i den videre udvikling.  

arkivformidlingsbloggen samles jævnligt op på (og fortælles om) tiltag indenfor det danske/nordiske miljø af arkivpædagoger/arkivformidlere. I England og USA er de nationale arkiver langt fremme med synlighed og brugerdialog – David Ferrieros blog om bl.a. tilgængelighed er et godt eksempel.

Spændende,  hvis nogle af alle disse tiltag kunne samles, evalueres  og – på baggrund af en national arkivbrugerindersøgelse – indgå i en handlingsplan for en samlet strategi rettet imod mere arkivsynlighed og mere, bredere brug af arkiver, uanset sektor.

Links:
Rapport fra nationellt uppdrag i arkivpædagogik
Archives for the 21st Century
David Ferriero´s blog: Collector in Chief
Attendance of Archive Centres (2008)

Indlægget er cross-blogget på http://arkivformidling.wordpress.com