Døden 2.0


“Jeg har en flittig hilsen fra (N.N.) om I vil komme hen til os på fredag formiddag  og spise frokost og følge med til kirke og høre afdødes ligtale og følge med tilbage og få noget at leve af og drikke kaffe og siden blive så længe som I lyster”. Sådan refererer J. S. Møller en byderemse til begravelse, brugt i Højby sogn, 1830.

På den tid blev meddelelser og invitationer ved dødsfald meldt via mund til øre. Enten gennem almindelig nyhedsudveksling når folk mødtes, eller gennem en bedemand som her. Ringning med kirkeklokkerne kunne også indgå i meddelelsesstrømmen. Ved begravelsen holdt præsten gerne en lille tale om den afdødes liv og levned.

Ca. 80 år efter, at bedemanden i Højby kunne levere den ovenstående remse, udgav Emma Gad sin “Takt og Tone”. Her råder hun til at “De Nærmeste skal underrettes om Dødsfaldet, de Nærboende pr. Telefon, de Fraværende pr. Telegram eller Brev.” og desuden er det en helt naturlig ting at indrykke en dødsannonce i avisen. Dog advarer hun om, at man skal passe på, og ikke overdrive ordrigdommen: “Gør ikke en Dødsannonce i Bladene svulstig og højtravende og sæt ikke en lang Række Navne under den, hvis Slægtskabsforhold til den Henfarne ikke er til at hitte Rede i.”

Fra “mund-til-øre” i Højby sogn til brug af telefon, telegram og aviser er et godt spring. Og hvad med i dag? I løbet af de seneste årtier er døden blevet stadig mere digital. På Kristeligt Dagblads www.mindet.dk kan man tænde lys for afdøde, mindes og sende en kærlig tanke til de efterladte. (En side som dyrehimlen.dk tilbyder en lignende mulighed for kæledyrsejere). I nettets barndom havde det måske været svært at forestille sig denne brug. Nettet blev af mange dømt useriøst; et hurtigt, overfladisk medie. Men vi bruger nettet til det, som vi er optaget af, og det gælder også de sociale medier.

Da verdens ældste twitter Ivy Bean på 104 forleden gik bort, fik de over 56.000 followers løbende updates om hendes helbred, indtil følgende tweet kom 28 juli om eftermiddagen: “Ivy passed away peacefully at 12.08 this morning” og lidt senere “Im sorry it took me so long to tell you but it was a very difficult thing to do”.

Jeg har selv været med til et arrangement i den virtuelle verden Second Life, hvor en afdød, i skikkelse af sin avatar, blev mindet. Og for lidt over en måned siden bemærkede jeg første gang, at en FB-ven deltog i en begravelse, der var oprettet som begivenhed. Jeg har siden fundet flere – dog ikke mange. Ikke alle været åbne begivenheder. Men dem, jeg har set, har på deres væg fx haft hilsner til de pårørende og den afdøde. Desuden har der været fakta om tid og sted for selve begravelsen og for det efterfølgende gravøl/gravkaffe. I et tilfælde beder begivenhedens ejer om, at oplysning om dødsfaldet og invitation til højtideligheden sendes videre: “Da vi ønsker, at så mange som muligt får lejlighed til at sige farvel til (afdødes navn), vil vi være glade for, at du videresender eller sms’er denne invitation rundt i dit netværk.” I stedet for 1800-tallets bedemand, er det her medlemmer af et community, der drager omsorg for at inkludere andre, relevante personer i begivenhedens ramme. 

Et gæt på næste skridt er, at  kirkegården giver os digitale oplysninger om de afdøde. I stedet for at høre præstens ligprædiken som i 1830ernes Højby, læse nekrologer eller inskriptioner på gravmonumenterne, kan vi få dem digitalt. Fx gennem teknologier som denne, der præsenteres med kælenavnet “Die-Fi“?

Man kan måske undre sig, når den lokale bedemand – muligvis takket være Google – plopper op på Foursquare i ens telefon. (Nej, der er ikke nogen mayor, og der har ikke været nogen checkins hos min lokale). Men ellers er det næppe underligt, at også Døden er gået 2.0. For sociale medier handler om det sociale, om mennesker og deres indbyrdes relationer. Og de er afhængige af både liv og død.