Udstillinger, fordybelse og faktarum


Et af de salgsargumenter, man kan støde på i omtale af udstillinger er, at den besøgende kan “fordybe sig” eller “komme helt tæt på” genstande af en bestemt slags, en periode etc. Men er udstillingen egentlig det bedste medie for den, der gerne vil i dybden med et emne?  Hvad gør man selv, hvis man vil fordybe mig i noget? Stiller man sig op og læse tekst i et rum, hvor man ofte har inviteret familien med, og der foregår meget andet?

Hvis det er faglig fordybelse, så vil jeg foretrække at sidde et sted, hvor jeg har et varieret udbud af ressourcer til rådighed. Det kan være ved min pc, med adgangen til at søge  blandt alverdens informationer.  Jeg kunne også vælge, at jeg ville sidde på en læsesal, på et bibliotek eller et arkiv, hvor jeg har adgang til originalt materiale, opslagsbøger, m.m – og min pc til at tage noter og skrive ned på. Grunden til, at jeg vil i dybden med emnet vil jo ofte være, at jeg har et formål. Der er noget, jeg vil finde ud af. Så jeg har brug for at finde og sammenstille forskellige informationer, som jeg skal huske. Eller måske skal jeg notere dem ned, så jeg har adgang til dem senere.

Men fordybelse kan også være for fornøjelses skyld. Fx når man læser en god avisartikel, en erindring, roman eller anden skønlitteratur. Hvordan gør man det? Finder husets bedste stol eller slanger sig på sofaen. I hvert fald gør man sig det behageligt, måske endda med forfriskninger inden for rækkevidde. Og skal man hygge med sin gode bog i et par timer.

Det traditionelle udstillingsrum tilbyder kun i ret begrænset omfang et miljø, der minder om disse situationer:

– Gæsten skal primært læse og se (evt. høre) det meste i stående/gående tilstand
Man kan ikke sætte sig (eller lægge sig!) eller finde en god stilling, der giver samme ro, som fx ved bordet på læsesalen. (Men der er kunstmuseer, som fx har placeret bænke m.m midt i et udstillingsrum. Så kan man faktisk komme ud for, at man har mulighed for at sidde behageligt og afslappet og lytte på sin audioguide – eller bare ganske enkelt glo på et billede og falde i staver, til man ikke orker mere.)

-Gæsten kan ikke vælge at se andre genstande, end dem der er udvalgt på forhånd
Betyder det noget for muligheden for fordybelse, at man ikke selv kan vælge de genstande, man vil se? Gæsten kan kun fordybe sig i ting, som er udvalgt af andre, og måske efter andre kriterier, end hun selv ville finde relevant. Måske er det i virkeligheden nogle helt andre, end dem udstillingens tilrettelægger har valgt, som man gerne ville se nøjere på?

– Gæsten kan ikke selv udvælge, hvordan en genstand skal ses
Fordybelse er at undersøge noget grundigt. Kan man fordybe sig, hvis man ikke kan dét? Genstandene er jo i reglen bag glas, gæsten kan ikke selv få dem i hænderne.  Det er der gode grunde til, men det betyder også, at der ikke er mulighed for at se bagsiden, undersøge, hvad der står i bunden eller trække et forstørrelsesglas frem og kigge nærmere på en detalje. Det er svært at komme “helt tæt på”.

– Miljøet kan være uroligt
Mange mennesker har behov for en vis grad af ro for at kunne koncentrere sig om noget. Man skal også kunne koncentrere sig for at fordybe sig. Det kan være svært, hvis der i rummet er andre gæster som snakker, børn der løber rundt, en omvisning der er i gang, eller en skoleklasse som bliver undervist.

Det “urolige miljø” er et vilkår for et udstillingssted, der gerne vil være åbent og levende. Men det er vanskeligt både at være et socialt og spændende rum, med lys, lyd og fed formidling – og samtidig være rum for den stille koncentration og fordybelse.
Det er interessant at se, at nogle kulturhistoriske museer, fx i Sverige, er begyndt at indrette “Faktarum”, hvor gæsten netop har adgang til at kunne gøre det, som udstillingsrummet ikke kan imødekomme:  Sidde stille og behageligt og kigge på fx billeder, bøger, websider m.m. efter eget valg og synke dybere og dybere ned i dét emne og den viden, som man selv har valgt at arbejde med. Nu kaldes faciliteten “faktarum” på den anden side af sundet, men det minder jo til forveksling om en læsesal :-)

Udvalgte links til svenske museers faktarum
Stockholms Stadsmuseums faktarum

Upplandsmuseets faktarum

Göteborgs Stadsmuseums faktarum

Landskrona Museums faktarum
(“Minnesbanken”)
Blekinge Museum
(under “samlingar”)
Regionmuseet Kristianstads faktarum (“Minnesluckan”) – billedet øverst i indlægget er taget i Kristianstad

5 comments

  1. Jeg er helt enig med dig. Udstillinger er et medium med styrker, men bestemt også med svagheder. De kan godt indrettes til at give mange et bestemt indtryk af historien, men udfordringen er selvfølgelig at niveauet bliver lavere, når man skal have så mange som muligt med.

    Faktarummene, som du linker til, er efter min mening et glimrende bud på hvordan man kan tilføje mere dybde, men her er spørgsmålet om de ikke bliver overflødiggjort af internettet om nogle år?

  2. Det er jo aldrig til at spå om fremtiden, men jeg føler mig ikke overbevist om, at “faktarum” er overflødiggjort af internettet om nogle år. Slet ikke, hvis de også indeholder mulighed for at gå på internettet, hvad jeg formoder, at de gør? Nu har jeg ikke se de pågældende rum, men savner ofte sådan en mulighed. Med en baggrund i kunsthistorien er det selvfølgelig ofte på kunstmuseet jeg savner det. For selvom der af og til er en bænk eller en sofa, står man som besøgende stadig meget op. Det er ikke særlig optimalt for koncentrationen. Læste en spændende artikel i Danske Museer om et forsøg på Statens Museum for Kunst – kan selvfølgelig ikke huske hvilket nummer -, men da det jo ikke er selve udstillingsområdet der er på tale her, er det også et sidespor. Mit yndlingsfaktarum er det på Jens Nielsens og Olivia Holm-Møllers Museum i Holstebro. Det er lyst og venligt, ligger lige før man går ind i og ud af udstillingsområdet. Indretningen er mindst lige så vigtig som muligheden.

  3. Jeg blev helt fristet til at tage et smut til det svenske. Jeg savner i høj grad mulighed for fordybelse – hvad enten det er “almindelige” eller kunstmuseer.
    Victoria & Albert Museum i London er nok det tætteste, jeg har oplevet – og det fungerer rigtig godt. Jeg tror dog, det mange steder vil kræve en nytænkning af museet som vi kender det i dag.

  4. @Bænke i udstilingsrummet?!
    Det er mit indtryk at kunstmuseer ikke anbringer dem tilfældigt, men især anbringer dem foran mesterstykkerne og/eller de malerier museet ønsker man skal “glo på”. Så selvom det kan virke som en almindelig stol eller bænk eller pude man kan sidde på, så er den placeret med omhu.

  5. Mange tak for alle gode kommentarer!

    @Michael: jeg er ikke sikker på, at kunstmuseernes “bænkeopstilling” er tænkt helt så adfærdsregulerende? Jeg synes nemlig ofte, at de fx er anbragt i midten af et rum, så der er udsigt til alle fire vægge. Altså, så man kan kigge på det/de billeder i rummet, som man er mest optaget af. At “glo” skal iøvrigt opfattes meget positivt – jeg elsker at sidde og glo!

    @Stella – jeg er meget enig! Jeg er også meget glad for V&A, – ikke mindst når man både ser på den fysiske udstilling og på deres mange forskellige digitale tiltag (fx også tilgængeliggørelsen!).

    Tak til dig, Birgitte, for oplysning om faktarummet på museet i Holstebro! Jeg tror at du har meget ret i, at indretningen er vigtig. Det er jo en slags læsesal, så det er vigtigt at det er indbydende, et sted hvor man har lyst at opholde sig, og ikke mindst: Et sted, hvor man ikke føler sig intimideret, men har lyst til at opholde sig, og hvor der er en venlig atmosgære, så man også føler det naturligt at spørge/tale med personalet.

    Det er et meget relevant og interessant spørgsmål, om faktarum/læsesale bliver noget andet, efterhånden som der digitaliseres mere og mere. Mit bud er nok, at jeg er enig med jer begge to. Den del af faktarum/læsesal der handler om, at man kan få adgang til at se fx arkivalier/fotos etc. vil blive mindre vigtig i takt med, at mere og mere kan findes online, på tidspunkter som passer os selv. Men vil faktarum/læsesale så dø ud? Er det mon sådan, at vi selv kan “vælge”? Enten at lade den analoge mulighed få minimal betydning ifht. det digitale, eller tværtimod: udvikle den henimod en slags fysiske “historiecentre” med fokus på – og inspiration til – brugerfordybelse?

Der er lukket for kommentarer.