Kulturarvsstyrelsens undersøgelse af webbrugere på museer


Kulturarvsstyrelsens med spænding ventede  undersøgelse af netbrugere på museerne er kommet! Birgitte Sværke Pedersen har skrevet et rigtig godt indlæg om den ovre på sin blog.

Jeg er måske heller ikke selv så overrasket over resultatet, fordi det nok i høj grad afspejler de forventninger, som museerne også selv har været med til at skabe med den hidtidige praksis. Når museer samtidigt i høj grad er blevet målt på antallet fysiske besøgende, så er denne udvikling måske ikke så underlig. Man kunne vælge at måle på mange andre forhold. Fx antallet af steder, eller medier hvor en institution er med til at skabe kontaktflader for kulturarven, og de resultater der opnås.

Det er næppe heller kun museer, der har arbejdet på denne måde: At tænke institutionen som et fysisk sted,  hvorom andre medier svæver som “servicerende” satelitter.  I stedet for at bringe kulturarvsindhold ud på “de nye” platforme, er disse primært blevet tænkt som “hjælpefunktioner”, der kunne bruges til at gøre opmærksom på analoge tilbud. Jeg har altid fundet det tankevækkende, at det tilbage i forrige århundrede var en historisk interesseret privatperson, der startede den store  website om “Danmarks konger”…. fordi hans datter havde svært ved at finde “noget” om Christian den Fjerde på nettet. Samtidig var vi formentlig mange, der havde travlt med at fortælle om åbningstider, adgangsforhold og næste måneds foredragsprogrammer på de fysiske institutioners websites.

Uden at have gjort overvejelsen helt færdig tror jeg, at en væsentlig del af udfordringen for de institutionsrelaterede kulturarvssites er at finde balancen mellem at have en website for en “attraktion” og at udgøre en digital ressource for viden og dialog om et emnefelt. Måske er optimerede landingpages for hhv viden og besøg en vigtig del af fremtiden?

Og måske ligger en god del af potentialet i nogle af de mulige svar på Birgittes Sværkes gode spørgsmål. Vil man komme på facebook og linkedin eller på en museumssite for at netværke?  Vil man være på en museumssite for at dele video og  fotos, eller vil man hellere gøre det på flickr, YouTube, etc .?  Vi vil selvfølgelig være dér, hvor vores venner er, hvor vi har eller kan skabe et netværk. Men vi vil vel også gerne have de ting – fx kulturarv – som vi interesserer os for, med derud?  Så at gøre kulturarven mere tilgængelig og delbar, der hvor folk er – og selv at være der – er næppe noget dårligt bud på fremtiden: Mere Kulturarv-to-go! Mere digital kulturarv  i omløb! Mere digital dialog om kulturarv! Men det er ikke sikkert, at det er “museumshjemmesider”, der skal bære det frem. Hvad ER en museumshjemmeside egentlig – en hjemmeside OM et museum, eller en hjemmeside om et relevant emne …som tilfældigvis er lavet AF et museum? Hvornår er man “webbruger” på et museum? Når man bruger museets hjemmeside udelukkende for at finde besøgsrelateret information, eller når man bruger services og muligheder, som kun findes på web?

Jeg hører ikke til dem der tror, at den gammeldags hjemmeside helt forsvinder indenfor de nærmeste år. Men der er næppe nogen tvivl om, at dens betydning ikke er hvad den har været, og at den næppe bliver det igen.  Man kan også spørge, hvad “et museum” – et arkiv eller et bibliotek egentlig er? Kulturarvsstyrelsens bud er, at “museet er summen af de platforme, hvor museet er til stede”.

Så et vigtigt felt må være at udvikle forventningerne og at modificere opfattelsen af et museum, arkiv eller bibliotek som et fysisk sted. Kulturarvsinstitutioner er ikke kun mursten, der omgiver aktiviteter og læring som man kan tale om – men ikke udføre – digitalt. Kulturarven må bevæge sig “From place to presence” – hvilket jo sjovt nok også er temaet for NODEM-konferencen til november.

Man kan iøvrigt hente undersøgelsen “Museernes webbrugere” på Kulturarvsstyrelsens website

2 comments

  1. Kunne man forestille sig et museums hjemmeside som et digitalt hus med forskellige rum på selve sitet og med gange ud af huset? Det var i hvert fald en tanke jeg gik og legede med i går efter at have læst rapporten. Og, jeg er helt enig i, at en udvikling af forventningerne til et museum (og dets hjemmeside) står på dagsorden. Mit indtryk af svarene i rapporten var netop, at brugerne har nogle bestemte forventninger og handler ud fra dem. Jo flere gange disse forventninger bliver bekræftet, jo sværere bliver det at ændre brugernes måder at handle på. “Overrraskelsesmomentet” ved at blive ført til et museums hjemmeside, når en bruger søger viden via en søgemaskine om et bestemt emne kunne være en måde ændre visse forventninger på. Både hos de som ikke tror museer er noget for dem og hos dem som troede de kendte museet ud og ind.

  2. Hej Birgitte, og tak for kommentaren!

    Det kan hurtigt blive helt bibelsk, men: “I min Faders hus er der mange boliger” (Joh 14,2) – og det tror jeg også der er i forhold til kulturarven. Folk har forskellige behov og interesser, og med besøgsinsformationen tilgodeser man dem, der bevidst søger efter et museum, fordi de har besluttet, at de gerne vil derhen. Det skal man bestemt også gøre!

    Men så er der alle dem, som ikke lige har tænkt sig, at de skulle på et museum (eller en anden ABM-institution) hverken fysisk eller digitalt. Det er eksempelvis den borger, der bare bare gerne vil vide ét eller andet.

    Det kan være noget så enkelt som den, der er interesseret i, hvordan man laver fromage og googler ordet (http://www.google.dk/search?hl=da&rls=com.microsoft%3Ada&rlz=1I7GGLL_en&q=fromage&aq=f&aqi=g10&aql=&oq=&gs_rfai= )

    Så jeg er meget på linje med dig – et hus med mange rum (landingpages) tilrettelagt med fokus på forskellige behov, interesser og adgangsveje. Det svære er måske at skabe “gangene” mellem alle “værelserne” og at sørge for tilstrækkeligt gode adgangsforhold. Den tid, hvor brugeren kun kom ind via forsidens “hoveddør” er jo nok uigenkaldeligt forbi.

Der er lukket for kommentarer.