Ny elektronisk avis om kulturarv i Norden – read all about it!


Med tjenesten paper.li (alpha) kan man oprette sin egen digitale avis eller e-zine. Tjenesten samler og viser indlæg baseret på links og andet indhold, delt via Twitter. Et sjovt eksempel på, hvordan tendenser og “modtendenser” hele tiden skaber nye, digitale muligheder.  Knapt er vi begyndt at vænne os til en fragmenteret verden, før nye filterings- og præsentationstjenester tilbyder os nye måder at organisere informationsstrmmene på.

Sådan en tjeneste er paper.li. Ved at signe ind med sin Twitter eller Facebook-konto kan man samle Twitter-indhold baseret på forskellige udvælgelseskriterier. Pt. er der tre måder at udvælge på:

1) Man kan – ganske enkelt – samle tweets fra sin egen konto og de konti man følger som her: The Charlotte S H Jensen Daily.

2) Man kan bruge en tag -som fx #followanarchive, eventet, som den 12. November gerne skulle sætte Twitter i arkivglædens tegn – altså The #followanarchive Daily

3) Man kan skabe indhold ud fra en Twitter-liste. Jeg har valgt listen over mine all-time favourites blandt nordiske artsfæller til The Nordic Heritage Daily

Hurdlen i tjenesten – som jo altså er alpha og stadig under udvikling – er, at der skal være indhold i ens produkt. Når man vælger, hvilke konti, tags eller lister man vil gå ud fra, skal det være nogen, der deler indhold.

En tag som fx #followanarchive fungerer pt. knapt så godt, fordi en stor del af det indhold taggen samler er konversation. De aviser, der samles med udgangspunkt i listen, samt min egen og de konti jeg følger, har mere indhold og det er mere diverst: blogindlæg, fotos, video (selvom det dog er lidt af et mysterium for mig, hvordan emnet “health” er kommet på banen).

En tjeneste som paper.li har et spændende potentiale. Fx kunne det være interessant, hvis hver avis havde et feed, der kunne poste af indholdet til andre sammenhænge. At hente fra andre tjenester – fx delicioius eller stumbleupon kunne måske også være et potentiale.

Men jeg tror også, at tjenester af denne type kunne have relevans for undervisningssektoren,. Noget af det vigtigste elever kan lære i dag må være kildekritik, samt at udvælge og sammenstille information fornuftigt ud fra et specifikt formål. Og det kan en tjeneste som paper.li.

Måske kunne det være en idé at brugeren også kunne printe sine produkter.  Det varer trods alt nok lidt, inden Politikens Hus ringer og vil forhandle om printrettighederne til “The Charlotte S H Jensen Daily”, selvom det utvivlsomt ville være en kioskbasker. Men måske kunne en print og/eller pdf-mulighed være interessant for fx midlertidige nyhedsbreve eller hand-outs – fx til brug på konferencer, hvor mange jo efterhånden vælger en officiel konferencetag. Det er endnu ikke alle, der twitter… og hånden på hjertet: I strømmens hede kan man faktisk let overse et interessant tweet.

Se fx disse paper.li´s
http://paper.li/archivesopen
http://paper.li/museum