Hvis jeg havde bil, så ville jeg have kulturarv i min GPS!


GPS-damen kommanderer venligt, men bestemt: “Drej til højre! Kør til venstre! Du er fremme ved destinationen!”. Tænk hvis hun nu også havde styr på kulturarven i landskabet?

I gårsdagens “So ein ding...” handlede det om den nye GPS fra Garmin. Jeg har ikke selv bil, men blev alligevel fanget ind af, hvad den lille device kan. Den véd jo alt om, hvor man er og hvor man skal hen, baseret på GPS-koordinater. Og der er rigtigt mange andre ting, der netop kan bestemmes ved deres fysiske placering: gravhøje, grenkast, jættestuer, kirker, pesttjørne, kirker, genforeningssten, suttetræer…. for slet ikke at tale om alle de lokationer, hvor nogle af de flotteste oldtidsfund er dukket frem af jorden. Skulle man løbe tør, så er Kulturarvsstyrelsen som bekendt leveringsdygtig i mindst 1001 ideer til fortællinger i landskabet.

I gamle dage havde Kraks kort en liste over museer, seværdigheder o.lign. bag i bogen. Men denne facilitet finder man (så vidt vides) vist ikke i nogle af de digitale løsninger. Kunne det ikke være spændende, hvis familien på sommerferietur kunne slå kulturarvslaget til, og få at vide, hvor på turen fra A-til-B, det kunne være interessant at stoppe og få et lille historiebreak. Hvad nu, hvis “GPS-damen” kunne sættes til at fortælle undervejs?

Føreren skal naturligvis holde koncentrationen i trafikken – men kunne man tænke sig en fortælling om kulturarven i landskabet, der foldede sig ud for bilens andre passagerer – via GPS´en? En anden mulighed kunne være, at der var mulighed for at holde ind til siden og slå fortællingen til? Måske en lidt mere social version, hvor man kunne se, hvilke nærtliggende destinationer, som andre plottede ind? Eller, at man fx via Google Earth kunne se, hvor alle Panoramio-brugerne havde haft kameraet oppe af lommen, fordi der var noget, som var værd at forevige?

Man kan næsten ærge sig over, at man hverken har bil – eller GPS med kulturarv.
NB: Billedet er en montage på baggrund af fotos forestillende GARMIN nüvi® 3790T.”Kulturarvsknapperne” er naturligvis fri fantasi.