Året, der twik – statistik og grafer på Twitteraktivitet


Med tjenesten TweetStats som jeg lige har opdaget (takket været et tweet fra @flensted) kan man skabe et “analytics-lignende” overblik over sine tweets, sine konversationer og sin respons. Den ovenstående graf viser mine twitterier over de seneste to år (januar 2011 er klippet fra).

November 2010 var måneden, hvor #followanarchive – dagen løb af stabelen, hvilket tegner et tydeligt aftryk i min personlige twitning. En tilsvarende visning af tweets fra followanarchive-kontoen kan ses her.

TweetStats lader brugeren aflæse, hvem en twitter typisk indgår i konversationer med, hvem kontoen retweeter, hvilke klienter/tjenester, der anvendes og hvor stor en andel af de samlede tweets disse står for. Der kan desuden klikkes ind på enkelte måneder, hvor et nøjere billede af aktiviteterne tegner sig. Fx hvordan fordelingen af tweets er over døgnets timer og hvornår andre har retweetet indhold fra den undersøgte konto.

Tjenestens oplysninger kan bl.a. bruges til status eller evaluering af aktiviteter og dermed også til planlægning af nye. Er der fx ringe respons på tweets, kunne man fx forsøge at flytte en del af aktiviteterne til andre tidspunkter, og derefter undersøge, om dette skulle have en gunstig effekt.