Vil iPad og andre tablets gøre os mindre kreative og indholdsskabende?


 
Videoen viser hvordan Eremitagemuseet tager sig ud på iPad.

En interessant artikel i Huffington Post “Will Tablets Make Us Less Creative” stiller præcis det spørgsmål, som jeg selv har overvejet.  Hvad betyder fremkomsten af apps til tablets – men også til telefoner – for dét man kunne kalde “den digitale skabertrang”?

De “nye” platformes stil minder umiddelbart en del om traditionel publicering af indhold: den gammeldags form, hvor der sidder en afsender i den ene ende, og sender et budskab ud til én eller flere individuelle modtagere. Produkterne minder (selvom de er meget lækrere) en del om foldere, audioguides etc.: Institutionen fortæller autoritativt – gæsterne lytter. Flere museer har allerede kastet sig ud i denne udgivelsesform – en YouTube søgning på “iPad museum” giver masser af eksempler, og flere vil utvivlsomt komme til, også i forbindelse med særudstillinger. En nylig artikel i australsk Computerworld “National Museum of Australia adopting iPads for Exhibitions” redegjorde fx for de tanker, som National Museum of Australia har om at anvende tablets i forbindelse med en kommende udstilling om irere i Australien.

Tablets har umådeligt mange gode egenskaber, således som fx Sebastian Chan fra Powerhouse er inde på i en blogpost tilbage fra foråret 2010: First impression of the iPad. Man kan udbygge museumsbesøget med mere – og mere levende indhold – lyd, levende billeder, små spil for hele familien undervejs etc. For at museumsbrugerne kan udnytte det, skal de selvfølgelig have rum til at sidde og hygge sig med det undervejs, men der er masser af muligheder.

Men er der også en downside? Den lækre demonstration fra Eremitagemuseet ville jeg gerne selv sidde og nyde, på samme måde som jeg bladrer i en coffe-table bog med store, fede fotos. Men hvor tit ville jeg gøre det? Hvordan ville jeg opdage app´en? Kan jeg finde noget af indholdet via søgemaskiner, hvis jeg leder efter noget, jeg interesserer mig for? Kan jeg kopiere dele af fx teksten og citere det? Kan jeg embedde noget af det på andre sites? Kan jeg dele og sende det til andre interesserede? M.a.o. ville jeg kunne bruge app´ens indhold digitalt? Og vil den platform jeg anvender det på, være befordrende for, at jeg skaber nyt indhold, hvis jeg har lyst og behov for det?

Jeg er endnu ikke den lykkelige ejer af en tablet, men har – af bærbare former – smartphone, notebook og konventionel bærbar pc til min rådighed. Når jeg skal skabe indhold, der rækker længere end at lave en statusopdatering, sende et twit eller kaste et hurtigt billede på Facebook – ja, så sætter jeg mig til den gammeldags, stationære pc eller den “almindelige” bærbare. Det er kun i yderste nødstilfælde, at jeg bruger notebook´en. Skærmen er lille, keyboardet er lille – og dét, der er dens force – at være lille – gør, at jeg som regel sidder og bruger den alle andre steder end dér, hvor jeg har en god og bekvem arbejdsplads. Jeg ville meget nødigt bruge den til fx at arbejde i CMS, redigere en video eller lave billedbehandling.

Artiklen fra Huffington er tankevækkende. Er tablets til konsum eller produktion af indhold? Og hvad betyder det for de måder, som man kan anvende dem på i undervisning og på kulturarvsinstitutioner?