Lokationstjenester – en udfordring for enhedsorganisationer?


De seneste år har budt på ændringer i “organisationslandskabet”, ikke mindst på museumsområdet, hvor flere sammenlægninger er blevet en realitet. Der er utvivlsomt mange fordele ved denne form for “stordrift”, fx administrativt. Institutionerne har typisk beholdt besøgslokationerne og sammenlagt på områder, som måske ikke var så udadvendte, og dermed umiddelbart synlige for brugerne… og dog.

På nettet kan man også se sammenlægningerne. Det har fx givet websites, der tager udgangspunkt i organisationsforhold og samler flere besøgssteder under den samme, digitale hat. Flere har valgt at opbygge sites, der med baggrund i organisationsstrukturen, skal udgøre en form for “portal” for de museer, besøgssteder, etc., som organisationen omfatter. Præsentationerne for de respektive institutioner og steder ligner tit hinanden layoutmæssigt og alt vedligeholdes  – måske af den samme – på ét sted.

Ressourcemæssigt er det en god løsning. Hvis brugeren let kan google sig hen til relevant indhold uden at vide, hvilken organisation der tilbyder bestemt viden, ressourcer eller oplysninger, behøver det heller ikke nødvendigvis at være dårligt for hende.

Men “enhedstilgangen” duer ikke for de geosociale tjenester. Det giver næppe mening at etablere tilstedeværelse på Foursquare eller Facebook Places for et “sted” som ikke findes i virkeligheden. Hvis geosociale steder skal udnyttes, kræver det, at de er knyttet til  et reelt fysisk sted – der ikke blot er et sted i organisationsdiagrammet. Det skal være en plet, som en GPS kan finde og placere brugeren på, når brugeren er der. Det skal være et sted som har en reel fysisk betydning for brugeren.

Hvordan mødes den geosociale udfordring bedst af organisationer, som rummer mange forskellige fysiske steder?