Hackday hinsidan: masser af kulturarv i svensk appening


Noget af allerbedste man kan gøre for sit indhold er at gøre det nørd-venligt. Stille digitalt indhold til rådighed på en måde som betyder, at andre har relativt let ved at bygge videre på det, fx arbejde med det i nye applikationer, tjenester og services.

Den 18-19 marts afholdt Mittuniversitetet Campus Sundsvall appening, en 24 timers hackday. Konceptet er, at interesserede indbydes til at deltage i ét døgns konkurrence om, hvem der kan kode den bedste applikation, i dette tilfælde: den bedste applikation bygget på offentlige data.

Den svenske hackday havde to hovedklasser. Èn hvor opgaven var at skabe en kodet og “demonstrerbar” prototype (fx app, webtjeneste etc.) og én hvor opgaven var at præsentere en ny tjeneste, hvor visningen sker på anden måde end gennem en kodet applikation.

Interessant nok melder svenske artsfæller, at 4 ud af de 7 deltagende hold valgte at arbejde med Riksantikvarieämbetes K-samsök. Også den vindende applikation blev bygget herpå: en app som gør det muligt for alle at bygge guidede ture, som kan deles… samt rates og deles videre på Twitter af brugerne.

Det kunne være interessant med en dansk – eller en nordisk – history hackday med masser kulturarvsindhold fra arkiver og museer. Der er næppe tvivl om, at der ude i nørdland er masser af spændende og alternative ideer til brug af kulturarv, som vi formodentlig aldrig selv ville få.  Men forudsætningen er, at vi, ligesom svenskerne, har de grundlæggende baser med åbne api´er, som kunne gøre det muligt.

Links:
Appening på bambuser

Mittuniversitetet: program og regler for appening
K-samsök
(Swedish Open Cultural Heritage)
Opengov.se

Hackday
(Wikipedia-opslag – engelsk)
Resultaterne fra den britiske History Hackday 22-23 jan. 2011

History Hackday på flickr