Valideringens tidsalder – år 1?


Rundt om på nettet hører man det oftere og oftere: “Curation is king”… “Validation is king” o.s.v.  Pointen er, at med de informationsmængder vi dagligt er en del af, så er det selvfølgelig umuligt at følge med i alt. Hvad er vigtigt og rigtigt, hvad er ligegyldigt eller ligefrem forkert? Det er ikke nemt at  filtrere, og det er heller ikke altid sikkert, at personer, som en selv – som man dog stadig tillægger rigtig meget vægt – altid er de helt rigtige til hjælpe med at skille skæg fra snot.

Tillidsbarometeret svinger i øjeblikket – i følge analyser fra Edelman – fra “personer som dig selv” hen imod “eksperter”. Vi tror også meget på institutioner, dog mest af alt på de uafhængige, altså NGO´er. Både medier og offentlige aktører ligger lavere. Kvalitet, og en transparent og ærlig forretningsstil, er også væsentligt for udviklingen af tillid og troværdighed til en kilde. Umiddelbart kunne det måske lede til en opfattelse af, at det er slut med fx de højfrekvente realtidsmedier og at vi er på vej tilbage til mere traditionelle medier og kommunikationsformer?

Men sådan er det ikke helt ifølge Edelman, der mener, at man fra 2010 kan tale om “Valideringens tidsalder” på nettet.

For kulturarvsinstitutioner er validering – og måske især -kuratering normalt noget, man gør i egne fysiske rum. Eksempelvis i forbindelse med opbygning af udstillinger og analog publicering.  Men for at kunne kuratere og validere noget på nettet, så er man nødt til at være dér, hvor snakken, indholdet og oplysningerne er. Man er nødt til at kunne afkode, hvad der foregår og kunne tale med. Altså at have kompetencer i netværkskommunikation. Det kan være en temmelig overvældende opgave i en traditionel institution, som fx kun betjener sig af én stemme. Èn stemme har svært ved, på et kvalificeret grundlag, at filtere på alle relevante strømme og informationer. Kuratere og validere er ikke enetale ud fra sit eget, faglige fornuftige grundlag. Det er at forholde sig til andres indhold.

Hvis vi er i Valideringens Tidsalder – år 1, hvad betyder det så for kulturarvens institutioner? Mit gæt fra hoften er , at vi i de nærmeste år vil se meget mere “empowerment” i fht. digital dialog andre steder end i kommunikationsafdelingerne. At personer med mange forskellige kompetencer også selv kan begynde fx at skrive til Wikipedia og at tale med i blogkommentarer, på Twitter, i Q&A-netværk m.m.  Et andet gæt er, at “kuraterende publiceringsformer” som fx paper.li og scoop.it m.m. vinder mere udbredelse og udvikler stadigt mere raffinerede redskaber og parametre til filtreringen.

Hvornår kommer vi til at se kulturarvsinstitutioner, der publicerer kuraterede, digitale produkter, der inddrager materiale som tweets og feeds fra andre end institutionerne selv?

Links:
Edelman Trustbarometer 2011
(pdf)
Gaining authority in a world of digital overload (Mashable)
Edelman – YouTube