Cool hack: undgå myldretid på museet


Museer fremhæver tit selv, at de er rum til fordybelse. Men hvad nu, hvis fordybelsen deles af så mange andre gæster, at man dårligt kan se genstandene? Et fikst lille hack på Foursquare kunne have løsningen.

Sædvanligvis bruger man jo Foursquare til at få anbefalinger fra venner, og evt. til at se, hvor vennerne er henne, så man kan træffe dem i byen. Og man kan holde sig a jour med de lokationer, som har mange indcheckninger og derfor må være populære steder, der er værd at besøge.

Men hvad nu, hvis man tværtimod gerne ville have lidt ro og fred til at kigge på kulturarv? De fleste museumsgængere har sikkert oplevet at defilere forbi genstandene i gåsegang, når de besøgte en populær særudstilling. Det kan være fint at dele oplevelsen med mange – det kan være en del af stemningen – men det kan også være meget rart at kunne gå tilbage for at kigge på noget én gang til.

WhenShouldIVisit vender Foursquares grundydelse på hovedet, når den viser besøg i Londons museer, gallerier og teatre. Applikationen blev lavet på en hackathon som fandt sted i januar. Inspirationen kom fra en museumsgæst, som twittede Natural History Museum for at finde ud af, hvornår der var færrest gæster. Så ville han og familien vælge dette tidspunkt til et nyt besøg.

I stedet for at vise de mest trafikerede steder, viser WhenShouldIVisit netop dét, den naturhistoriske museumsgæst savnede: de tidspunkter, hvor der er færrest checkins. Få chekins betyder mere plads på museet, og måske en bedre oplevelse.  Hvis man gerne vil have fred og ro på Britisk Museum skal man holde sig fra lørdagen, og i stedet prøve at lægge sit besøg på en tirsdag, hvor der er betydeligt mindre run på udstillingerne. Systemet mener jeg også at have set på  visse varehuses (IKEA?) websites, hvor små røde, grønne og gule mænd markerede “belægningsgraden” på forskellige tidspunkter. Applikationen viser også hvilke steder, der på det aktuelle tidspunkt er hhv. mest og mindst trafikkerede. Så hvis British Museum eller Tate er helt proppet, kan man vælge et andet sted.

Akilleshælen i WhenShouldIVisit er naturligvis, at den kun angiver, hvornår der er mange Foursquarebrugere på museerne. Det kunne, som konstruktøren påpeger, udbygges med data fra Facebook Places og Gowalla. Ville det give et nogenlunde retvisende billede? Mon ikke brugere af lokationstjenester følger stort set det samme besøgsmønster som mange andre?

Links:
WhenShouldIVisit
Culture Hack Day (mange andre spændende hacks, bl.a. Guardian i haikuformat :-)