Findbart, delbart, nørdvenligt! – 3 ønsker for den digitale kulturarv


Hvis jeg mødte en god fe eller lampeånd, som tilbød, at tre ønsker for den digitale kulturarv kunne gå i opfyldelse, så ville jeg ikke være i tvivl. Med en lille modificering fra “spreadable, shareable & nerd-friendly” fra inspirationsseminaret i majNordiska Museet ville jeg ønske, at den var findbar, delbar og nørd-venlig. Men hvad vil det egentlig sige?

Findbart
Det første ønske er, at kulturarven er findbar – dvs. at det er meget nemt at finde oplysninger, fotos m.m. om kulturarv digitalt. Slut med behovet for at kende og huske adresser på sites og databaser, der giver adgang til kulturarvsdata. Og slut med, at brugeren skal have omfattende kendskab til forskellige fagtraditioners kategoriseringssystemer og arkiveringsprincipper. Når den gode fe har svunget tryllestaven, er der ikke længere brug for specifik søgning i særlige baser. I stedet findes kulturarvsdata via de søgeredskaber, og med den søgeadfærd, som er almindeligt brugt til alle andre søgninger. En sidegevinst kunne være, at kulturarvsdata i højere grad var en del af de relevante resultater på helt almindelige dagligdags søgninger.

Delbart
Det andet ønske er, at det er meget nemt at dele kulturarv digitalt. Dele betyder selvfølgelig, at alle relevante knapper til at digg’e, stumble, like, tweete og sende videre via alment brugte platforme er tilstede. Og at disse muligheder er lettilgængelige og synlige. Det burde være en forholdsvis let opgave for en god fe, så der må naturligvis være lidt mere udfordring. Derfor er et ydeligere element i at være “delbar”, også at kunne udgøre et nemt objekt for online interaktion, fx via chat webcam etc.
Desuden betyder “at dele”, at brugere skal kunne anvende enkeltelementer i en egen, selvdefineret kontekst, uafhængigt af den platform, som indeholder de brugte data. Brugeren skal nemt kunne integrere fotos, video og lyd, men også fx generere særligt tilpassede uddrag af databaser, m.m.

Nørdvenligt
Det tredje og sidste ønske er, at de teknisk og kodemæssigt kapable har adgang til selv at hente masser af data. Brugere skal ikke blot kunne finde, se og dele kulturarv. De skal også have mulighed for at bruge den som en egentlig ressource for innovation – i skabelsen af nye produkter, tjenester og services. En klog twitterkompis – @jacob_wang – påpeger, at brugbarheden selvfølgelig ikke kun bør gælde, når forbindelser skabes mellem menneske og maskine, men også imellem maskiner og tjenester. Og sådan må det være, nørd-venligheden gælder, uanset om det er menneskelige eller maskinelle nørder, der er i hver sin ende af relationen.

I den verden, hvor feer og lampeånder færdes og opfylder ønsker er alt meget nemt. Dér eksisterer problemstillinger omkring ophavsret, brug til kommercielle formål m.m., naturligvis ikke, og midler til digitalisering strømmer rigeligt. IRL er det nogle af de udfordringer, som trænger sig på, hvis de tre ønsker skulle gå i opfyldelse.

Har jeg glemt nogle udfordringer? Er der aspekter ved de tre ønsker, som ikke er kommet med? Eller er det helt andre strategiske ønsker, som man burde bruge knofedt på – med mindre den gode, digitale fe ofrer sit tryllestøv?